SFO er kommet for at blive -

Hvad nu hvis den bedste blog er den som skrives af karsken bælg uden at tjekke kendsgerninger, slå op i bøger, grave i sit gamle arkiv osv? tJA SÅ GIDER JEG IKKE RIGTIG -. Her kommer så sådan en alligevel -.
Igår havde Politiken en sympatisk leder om SFO - om at man ikke havde overholdt at lave de centrale regler, som man egentlig havde lovet. Det er blot tydeligt,at skribenten ikke har været helt nede og røre ved gældende regler, forløb osv. Når man nu engang har været dernede i mulden, men for et halvt år siden forlod aktiv tjeneste - så kan man mærke det. Men kan man gøre noget ved det? For det første er det irriterende at kritisere nogen, som vil bryde en lanse for SFO'erne, for det andet føler jeg, at ballasten er smidt overbord, så det slet ikke er mig, der KAN svare. Det irriterende er, at hvis en sådan leder skal have en virkning på rette sted, så skal den nå de ømme punkter mere direkte. Så det er ikke fordi lederen skulle være mere indviklet og detaljeret, man skal blot kunne mærke, at argumentationen er båret af et overbevisende kendskab til fakta og forhistorie.
I kampens hede følger der desværre desuden en vis nedladenhed overfor SFO'erne med.Når der f.eks. står "Der er ingen grund til at begrænse 'læreplanerne' i SFO'en til lektielæsning. Motion og krativitet er oplagte SFO-aktiviteter." Jeg gad nok vidst om nogen overhovedet begrænser 'læreplaner' i SFO til lektielæsning? Det var ikke intentionerne, i de planer nogen har udkastet, og i de planer som alligevel laves trods manglende krav , er viften nok også bredere end som så.. Lektielæsningsmulighed i SFO er da oplagt - hvis nogen vil betale for det! Det er jo derfor de centrale regler ikke kommer - kommunerne vil straks sige, at så må staten hoste op med klejner til formålet.

Afgiv din stemme!

Hvad skal du afgøre ved dettte valg?
At Danmark ikke skal være til salg!

Suset ved krigsdeltagelse

"Politiken skal have ros for at svare på, om man vil bringe et indlæg eller ej. Flere andre gør det ikke." - skrev jeg, da jeg sendte dette indlæg. Men her i valgyran blev der næppe tid til det - så kommer indlægget her, nu har de haft det i de ti dage jeg ventede på Jyllands Postens reaktion, så må de have samme chance :-)

Iben Melbyes kronik i Politiken (31.10.07) om ’suset i nyreligiøse bevægelser’ er det svært ikke at tilslutte sig. Den hypnotiske magt diverse religiøse bevægelser får over vore medmennesker bør modarbej-des.
Det lyder enkelt, fordi det løgnagtige i bevægelsernes budskab er så indlysende.
Spørgsmålet rejser sig: Fra hvilket standpunkt er det så indlysende? Hvor er det lige jeg selv står?
Man kan få den tanke, at bevægelserne er et spejl af os selv – vi står på selv samme usikre grund. Vi mener os ikke manipulerede, vi bedøm-mer og dømmer med fuld ret.
Vi har det let, når vi kan afsløre bevægelsernes ledere, som ikke lever, som de lærer. Hykler solidaritet med de fattige, mens de selv lever i sus og dus. Hykler kyskhed med pædofile overgreb på samvittigheden. Når den slags afsløringer ikke foreligger, har vi et problem. Det behøver ikke være, fordi afsløringen endnu ikke er sket, det kan forekom-me, at lederen selv er overbevist. Tænk, hvis det er os, der er den overbeviste, som ingen argumenter kan overbevise.
Det helt uhyggelige er så, at det er alt for snævert at tale om sus i nyre-ligiøse bevægelser. Suset søges da også i de religioner, vi allerede kender. Suset søges ikke mindst i politik og aller stærkest når politik og religion forenes. Hvis man skal lokke mennesker ud i krig, der ikke er begrundet i kampen for overlevelse her og nu, er det nødvendigt med den blanding. Den, som forsøger at afsløre det falske sus, får i nyreligiøse bevægelser navn af forræder, men har dog samfundet udenom at søge hen i. Den, som angriber grundlaget for en krigsførelse har ingen steder at gå hen og skal være heldig, ikke at blive stillet for en krigsret: I vore dage bortført til ukendt bestemmelsessted. Af-lytning og anden mistænkeliggørelse er slet ikke noget problem, disse forholdsregler er allerede i funktion. Er suset ved krigsdeltagelsen alle-rede den naturlige tilstand?

Per-Olof Johansson

Kommunernes aftale med regeringen igen igen

Reimer Bo var ok som ordstyrer i gårdagens debat mellem Venstres Anders Fogh Rasmussen og Socialdemokraternes Helle Thorning Schmidt. Jeg er er utilfreds på eet punkt. Da emnet var kommunernes overskridelse af den såkaldte 'aftale' mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, holdt debatten sig der, hvor den har kørt lige siden overskridelsen er blevet kendt, nemlig til spørgsmålet om, hvorvidt regeringen vil forlange budgetterne genåbnet eller ej. Her ville det have været naturligt, på baggrund af at Helle Thorning Scmidt talte om situationen som en enkeltstående situation, mens statsministeren holdt sig til, at en aftale var en aftale, hvis ordstyreren havde spurgt: Jamen denne situation er jo opstået, fordi måden at køre på, er logisk forkert - var det så ikke en ide at lave et system, så denne situation ikke kan opstå igen? Begge ville nok have fastholdt, at 'systemet' skulle køre videre som hidtil - men journalisten havde demonstreret, at han ikke lod sig dupere at deres retoriske undladelser. Retorik er jo ikke kun det bavl som siges - men også et spørgsmål om, hvad man behændigt undlader at komme ind på.
ps: følg KL-etiketten og se mere.....

Kommunernes aftale med regeringen

Kommunernes Landsforenings aftale med regeringen bliver strejfvis berørt i valgkampen, hvilket jo er interessant nok. Men debatten er meget flad, fordi den fokuserer på om kommunerne skal have lov til at have overskredet den aftale eller ej, og om hvornår de kan få en besked.
Der er ikke nogen journalist, der så vidt jeg kan se, er trådt et skridt tilbage og har spurgt: Hvorfor laver I ikke et holdbart system? Lige så lidt som andre mennesker med fælles økonomi kan leve med, at begge parter bruger løs af den fælles beholdning, lige så lidt kan kommunerne. Derfor må systemet indrettes, så kommunerne ved, hvad de skal budgetlægge efter. Det kan ikke nytte noget, det først er efterfølgende, man kan se, om de har overtrådt den såkaldte 'aftale' - dvs regeringens diktat.
Jeg har skrevet en del om dette emne, og jeg er naturligvis interesseret i, at denne dagsorden bliver kendt. Så blev jeg opmærksom på, at samlebloggen 'dSeneste om dansk politik' ikke har Komunernes Landsforening med som søgeord, hvorfor blogbidrag omkring det emne kun kommer med, i det omfang de nævner partiernes navne, hvilket der jo ikke umiddelbart er grund til. Der skal altså stå Dansk Folkeparti, Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, for at indlægget samles op. Det er da værd at prøve og er hermed gjort.

ps: følg etiketten KL - som var den jeg brugte i starten af min etiketbrug, til jeg indså, at det jo kun var for de indforståede - så skrev jeg Kommunernes Landsforening. Men så skal jeg jo selvfølgelig hen ad vejen have rettet de gamle etiketter hm .....

Dræbersnegle ind i valgkampen

Det er jo et mærkeligt ord - dræbersnegle, når det er fordi de er planteædere, vi ikke kan lide dem. Men det er klart - hvis man vander med noget forkert, kan man vel godt sige, at man dræber en plante - men nu omfatter det at dræbe en plante også det at spise den. Så er vegetarianere altså også noget med dræber, ja og alle os andre der også nu og da gnasker i en gulerod. Så i virkeligheden er det fordi vi har fået en konkurrent, at vi kaster os over den iberiske skovsnegl. Nu har den lagt sine æg, og med mindre vi får en længere periode med 20 graders frost så fremkommer de som små snegle, der meget hurtigt blive store. Altså sidder landets haveejere nu og ruger over en plan for, hvordan de skal forsvare sig.
Det er egentlig mystisk med sådan et lille æg, nærmest som en perle, yderst uskyldig. Men det er altså et øgleæg. De vælter op af jorden, når du graver, men du kan jo ikke samle dem ind, de forsvinder i jorden. Du kan sætte et hegn op som oppe i Karen Blixens blomsterhave, det må kunne blive en god forretning for en blikkenslager, skønt måske lidt dyrt for haveejere. De må kunne laves til mindre bede, udvalgte hjørner af haven. Det er en rigtig svær øvelse danskerne er igang med. Er dræbersneglen kommet til Sverige? Hvis ikke, var det måske en ide at emigrere. Er der nogen der har spurgt partierne i valgkampen, hvad de har tænkt at gøre ved sneglefaren? De lader jo til allesammen ellers at have en plan mod alle onder. Mon der virkelig er nogen af dem der tør sige, at det har de ikke tænkt sig at gøre noget ved? Hvorfor har Kurt Strand ikke allerede bragt spørgsmålet op i Deadline - jeg mener alene programmets navn kunne gøre det relevant. Det er sikkert et spørgsmål som vil interessere mange mange flere seere end debatten om Kommunernes Landsforening og regeringen. Den debat har vi med variationer jo hørt i mere end tredive år, uden der bliver gjort noget ved det grundlæggende problem. Nej nu spørger vi samtlige partier: Hvad har I tænkt at gøre ved problemet dræbersnegle?

Perspektiv på dårlige aftaler

Aftalerne mellem KL og regeringen er netop løbet ind i valgkampen. Dette indlæg har ligget 10 dage hos Jyllands Posten uden at blive trykt. Så kommer det her:

Det er jo rigtigt, at statsministeren lidt letsindigt har undsagt eksperter (og smagsdommere). Hvad nu eksperterne angår, så er det ufortjent, at han har fået ry af at være den første, som viste dem vintervejen. Når det gælder relationen regeringen/kommunerne har ekspertafvisningen noget nær 35 års jubilæum!
I begyndelsen af 1970’erne kom nogle dengang meget omtalte PerspektivPlan-redegørelser. I PPII fra 1973 kan man så hente dette citat: ”Der må tilvejebringes fælles rammer og faste procedurer for en sådan budgetkoordination, således at væksten i de samlede offentlige udgifter klart bliver placeret som et politisk ansvar, og de politiske styringsinstrumenter hertil bliver udviklet.”
Uanset at snart sagt hvert eneste år har budt på groteske konsekvenser af de manglende politiske styringsinstrumenter, har vi levet videre uden at følge eksperternes råd. Fordi det giver meget mere plads for alskens manipulationer. Som f.eks. at kalde det et ”aftalesystem”, når aftalens ene part (KL) ikke har kompetencen (for det har byrådene hver for sig). Og medierne lader sig troligt år efter år lede rundt i manegen uden at stille spørgsmål til, hvornår der bliver orden på logikken!
Men tillykke til Jyllands Posten som fik lejlighed til at viderebringe den nye variant af en sanktions-trussel, nemlig statsministerens sætning om at: ”Hvis ikke kollektivt indgåede aftaler bliver overholdt, er man nødt til at gå over til at lave individuelle aftaler med hver enkelt kommune.”
Det vil da være ironisk, hvis det skal være en bemærkning af netop ham, der endelig får budgetkoordinationen ind på plads jf. eksperternes råd fra 1973!

Guldeksport: Danmark til salg?

Hvad er Danmark? Måske et landområde, måske en befolkning -. Ja-vel, men vi er også vor infrastruktur, det er den som binder os sam-men. Skal vi sælge den? Veje, jernbaner, sygehuse, skoler, elektricitet, kraftværker, telefoni, radio og tv, rensningsanlæg, vandværker, postvæsen, børn- og ungetandpleje, almennyttige boliger – alle områder er under pres. Kan det ikke sælges kan det nedlægges såsom biblioteker.
Man kalder det ’privatisering’, som om infrastrukturen kommer på folkeaktier – men det er en fed løgn – de nye ejere kan ende med at være - helt udenfor fællesskabets jurisdiktion.
At fastholde den danske nation er ikke - eller bør ikke være: et natio-nalistisk projekt. Det skal være muligt for Danmark selv at fastlægge grænserne for fællesskabet, det er hvad det handler om. De skal ikke fastlægges af udenlandske kapitalinteresser, hvad enten de camoufleres som neutrale, økonomiske teorier eller som EU-love.
Lidt morsomt kunne jeg måske formulere det sådan:
Jeg efterspørger den danske prins som overgår til privatmand og som politiker påtager sig at forsvare det danske fælleseje mod (udenlandsk-)kapitalisteje!
Det kunne også være en konkurrence om at skrive den bedste afhand-ling over emnet:
Danmarks infrastruktur – fra fælleseje til kapitalisteje. Om hvordan man skaber en minimalstat med salamimetoden.

Per-Olof Johansson

Spørgeleg i DR1

Sjældent har jeg da set TV's udspørgen af tilfældige folk på gaden være mere meningsløs, end hvor man i dag spørger, hvad folk mener om statsministerens udtalelse om konsekvenserne af at kommunerne ikke overholder den aftale med regeringen som KL har indgået på deres vegne... Det handler jo ikke om, hvorvidt den ene eller anden godt vil betale lidt mere i skat, men om betydningen for den samlede samfundsøkonomi af øgede skatter. Og så om hele konceptet med "aftaler" med nogen, som ikke har kompetencen til at tvinge aftalen holdt!

Lav en lov for KL - igen igen

Mit indlæg fra i går om KL og aftalesystemet med regeringen satte jeg i omløb til diverse medier med tanke på, at regeringen snart skal tage stilling til, om den skal gribe ind overfor de nu vedtagne kommunale budgetter.
I dag citeres så statsminister Anders Fogh Rasmussen i Jyllands Posten:
-»Det er klart, at aftalesystemets fremtid hviler meget på, at indgåede aftaler bliver overholdt. Hvis ikke kollektivt indgåede aftaler bliver overholdt, er man nødt til at gå over til at lave individuelle aftaler med hver enkelt kommune,« siger statsministeren som en reaktion på det aktuelle aftalebrud, hvor 52 ud af 98 kommuner lader skatten stige med mere end 0,1 procentpoint.
-
Af netversionen fremgår ikke, om han selv har kontaktet redaktionen eller den ham. Han siger det, som Thor Pedersen hele tiden har sagt bortset fra løsningsmodellen: At man kan føle det nødvendigt at lave individuelle aftaler med kommunerne.
I TV2NEWS nu kl. 12 afvises denne løsning helt af den radikale Johannes Poulsen. Han vil have det til, at overskridelsen af aftalen drejer sig om 'den sidste decimal' og det er vel noget af en underdrivelse. Men hvis han synes, det er vigtigt med det aftalesytem, så har det jo påhvilet ham selv som vigtig aktør i KL sammenhæng at påvirke udviklingen hen mod et holdbart system. Når jeg taler om, at der bør finde en lovgivning sted og har talt her for i snart vel 35 år, så er det fordi det nuværende system er et system på lerfødder uden lovgrundlag. Han har fuldstændig ret i, at en centralisering af den kommunale budgetlægning som enkeltaftaler vil repræsentere, vil være en kolossal omvæltning i det lokale selvstyre, men det er kommunalpolitikernes egen skyld, at dette er under opsejling.
I FDB har de COOP-ejede butikker nogle bestyrelser, som ikke er bestyrelser men kaffeklubber uden indsigt i og indflydelse på butikkens budget og end ikke kender butikkens regnskab. Sådan skulle det nødigt gå med kommunerne.
Men man kan altså ikke frakende regering og folketing ansvaret for kommunernes samlede virkning på samfundsøkonomien. Den ramme, de fastlægger, skal overholdes. Hvis kommunerne ikke enkeltvis vil forhandle dette på plads med regeringen så må de nødvendigvis etablere en institution indenfor det offentligretlige system, hvor de indbyrdes kan komme overens.

Artikel af Per-Olof Johansson i Information 17.2.1976: Ekspropriere Kommunernes Landsforening og få en minister for kommunale anliggender. Citat: "Min mening er, at faren for det kommunale selvstyre ikke er statsmagtens mulighed for at lovgive, men Kommunernes Landsforenings magtkocentration og kommunalbestyrelsernes flertals tilsidesættelse af mindretalshensyn".
Hvor artiklen så redegør for KL's manglende mandat i form af lovgivning, idet den som forening hviler på privatretten!

KL= Kommunal Logik

Siden det nu betyder så meget for landet, hvordan grænserne for de kommunale budgetter fastlægges, er det da mærkeligt, at ingen gider beskæftige sig med at forny det system, hvorved disse grænser fastlægges. Det gælder politikere, forskere og journalister. Så længe den enkelte kommune bestemmer selv, har det ingen mening at fastlægge grænserne for udfoldelserne for kommunerne ”under ét”, som det sker nu.
Lav dog den lov for kommunal logik og få styr på det!

Medieprognose

Når frugten er modnet og frøene har forladt kapslen, kan kapslen jo være dekorativ uden dog at være til megen nytte.

Plummer tager på overvejelsesferie til USA. "Efter egen beslutning".

Tøger Seidenfaden bliver direktør for DR. Regeringen har brug for at signalere, at de ikke svigter kulturen, og TS er absolut en kulturpersonlighed. Politikens nye tiltag frastødte læsere i stedet for at tiltrække, og samme mand, som stædigt er gået ind for forandringen er ikke den optimale til at gå ind for forandring af forandringerne.

Nyhedsavisens dage er talte. David Trads bliver chefredaktør på Politiken.

Velfærd uden fællesskab

Ideen bag velfærdsstaten var at velfærden sikredes ved fællesskab. P.t. hævdes det, at regeringen har overtaget socialdemokratiets projekt om velfærd for alle, og socialdemokratiet slås for at generhverve retten til projektet.
Det er naturligvis løgn at regeringens projekt er lig med det tidligere velfærdsprojekt.
Regeringen bruger ordet velfærd som et strategisk greb for at afvikle det tidligere. Regeringens mål er ikke velfærd ved fællesskab, men velfærd ved privatisering. Derved bliver der en eller flere restgrupper i samfundet, der ikke vil kunne få andel i velfærden, men disse grupper vejer ikke meget på stemmesedlen, da de fleste i landet lever i en glad illusion om, at de aldrig selv vil få denne særlige kærlighed at føle.
Når debatten i kølvandet på Naomi Kleins bog om chok- og katastrofe-kapitalismen når DK, kan vi håbe på, at der er nogle kloge hoveder, der formår at eksemplificere hende på danske forhold: Sygehusene, skolerne, radioen, energien. Hvor længe får vi lov til at have andelsvandværker, andelsboliger, almennyttige boliger – etc. etc?
Det vil blive nyttigt at se forandringerne hen i mod større privatisering, som det de er: Et kapitalistisk, ideologisk projekt langt fra camouflageordet ”kvalitetsforbedring”, ordvalget er ren strategi. Velfærd for den enkelte kapitalist er langt fra det samme som velfærd for alle i fællesskabet. Regeringens brug af ordet velfærd er rent ordrøveri.



Ps. Jeg bryder mig ikke om associeringen til tidligere tiders elektrochok-terapi, vistnok temmelig langt fra nutidig brug af denne behandlings-form. Det er selvfølgelig effektfuld på Yuo tube-strimlen Naomi Klein: Shock doktrinen:
When I finished The Shock Doctrine, I sent it to Alfonso Cuarón because I adore his films and felt that the future he created for Children of Men was very close to the present I was seeing in disaster zones. I was hoping he would send me a quote for the book jacket and instead he pulled together this amazing team of artists -- including Jonás Cuarón who directed and edited -- to make The Shock Doctrine short film. It was one of those blessed projects where everything felt fated." - Naomi Klein

KL-aftale politik uden logik

I årevis har det været praksis, at Kommunernes Landsforening og regeringen har haft forhandlinger om det kommende års økonomi. Forhandlingerne er blevet afsluttet med noget, som er blevet kaldt en aftale, som skal gælde for kommunerne ”under et”. Nu er det så uheldigt i forhold til aftalen, at kommunerne træffer beslutning hver for sig uden i princippet at kende de øvriges beslutning, hvorfor det er højst tilfældigt om kommunerne ”under et” lever op til aftalen. Det er følgelig det glade ulogiske nonsens at lave en sådan aftale.

Det kan der ikke være to meninger om. Men da der af alle parter menes at være politiske fordele ved vrøvlet, fortsætter det år efter år.
Jeg har fremført dette synspunkt lige så mange år, som systemet har kørt, uden at vinde tilslutning, se f. eks. per-olof.dk/kls_magt.htm . Dog - to plus to er og bliver fire, hvad enten man vinder tilslutning eller ej.

Ydermere må man indse, at der jo ikke kan være tale om en aftale overhovedet, når KL ikke retligt kan forpligte kommunerne, hverken enkeltvis eller ”under et”. Dette er netop i år blevet blevet understreget ved det møde, som KL har holdt med kommunerne forud for kommunernes endelige vedtagelse af budgetterne, et møde som måske er blevet tydeligere for medierne, fordi der nu kun er 98 kommuner. Der var ingen enighed om at bakke op om aftalen, hvilket jo afslører den som den fiktion, den hele tiden har været.

Jeg anklager de danske medier og de politiske kommentatorer for at lade dette aftalevrøvl leve videre uantastet år efter år.

Per-Olof Johansson

Norbert Wiener

19:13 11-09-2007
Norbert Wiener skrev en bog som hed "Menneske og automat" - dansk oversættelse 1963 - fuld af stadige gyldige overvejelser om menneske versus automationen. Interessant er, at de overvejelser han gør sig om forskningnens frihed og muligheder, som tager udgangspunkt i de da eksisterende magtkonstellationer, trods sovjetempiriets fald stadig kan sige noget.
Som f.eks.:"Nuomstunder, hvor næsten alle herskende magter, hvadenten de står til højre eller venstre, forlanger konformitet snarere end åbent sind af videnskabsmanden, er det let at forstå, at videnskaben allerede har lidt meget og at yderligere fornedrelse og skuffelse for videnskaen kan ventes i fremtiden." - Og lidt senere:"En religiøs kæmpende organisation vil næsten uundgåeligt sætte stor pris på lydighed, loyalitet og alle de andre hæmmende kræfter, der hindrer den frie forskningsudfoldelse." Og videre:"Videnskaben er en livsanskuelse, der kun kan trives, hvor mennesker har trosfrihed. En tro vi hylder efter ordre udefra, er ikke nogen tro, og et samfund, der er afhængig af en sådan pseudotro, vil i sidste instans ødelægge sig selv gennem den lammelse, som manglen på en sundt udviklet videnskab påtvinger det."
Men indtil da, vil jeg sige, kan den jo udnytte det allerede indvundne bl.a. til destruktiv adfærd uden selv at bidrage med eget kreativt indput. Eneste håb er, at yderligere udspredelse af ideen om det enkelte menneskes værdi vil gøre det umuligt at finde proselytter. Udsigterne ser ikke lyse ud-.

Væk med KL som lønforhandler

10:30 03-09-2007
Læserbrev:
KL væk som lønforhandler
Må det være tilladt at komme med et praktisk forslag i snakken om, hvordan visse grupper får et lønløft: Drop Kommunernes Landsforening og Regionerne som lønforhandlere. Lad finansministeriet, som i forvejen lægger rammerne om den kommunale økonomi, overtager personalet og hele piveøjet fra de kommunale organisationer på lønforhandlingsområdet. Idag spiller ministeriet med som blind makker, giv dem ansvaret i stedet for. Så var der måske en lille chance for at partiernes ønsker om lønløft til visse grupper kunne realiseres.
(Afvist af Politiken, trykt som læserbrev i Information 6.9.2007 med titlen :Væk med KL. Læs en ældre artikel om KL: En bog om Kommunernes Landsforening Og en nyere: Ottos Blog: KL - den femte statsmagt?).
09:24 08-09-2007

Statsministeren med to tunger

Det har været interessant at læse, hvad der så kom ud af, at Ekstrabladets journalist Bo Elkjær endelig fik et ønsket interview med Anders Fogh Rasmussen. Hvad man kan konstatere er, at egentlige svar bliver det ikke til. Men Elkjær opnår i hvert fald bedre end Politikens interwiever at udstille, at statsministeren taler med to tunger, især hvor han skal forklare, at løgnen med at Irak havde masseødelæggelsesvåben ikke blev brugt som argument, skønt han ikke kan nægte, masseødelæggelsesvåbenene blev omtalt. De passager kan uden videre tekstbehandling overføres til Cirkusrevyen.
Gang på gang har statsministeren nægtet at give Bo Elkjær et interview, også efter at Ombudsmanden har henstillet til ham at gøre det, fordi statsministeren er en del af statsforvaltningen. Nu har han efter måneders overvejelser alligevel fulgt Ombudsmandens henstilling. Han gør, som Ombudsmanden siger, han bør gøre, men han siger: ”så har jeg den grundopfattelse, at det er min frihed at bestemme, hvem jeg vil snakke med og hvornår. Understregningen af at jeg gør det her, det er, at det er ikke dig som journalist eller som person, der er et problem med, jeg vil bare insistere på min frihed til at bestemme, hvornår jeg synes, det er aktuelt at sige noget.!”
Det Ombudsmanden har skåret ud i pap er, at denne frihed har han ikke som statsminister, lige meget, hvor mange gange Anders Fogh Rasmussen gentager det. Det er det allervigtigste, der er kommet ud af dette forløb. Jeg tror ikke, i modsætning til dagens Tøger Seidenfaden i Politiken, at der med interviewet er en ny begyndelse på ansvarsdebatten. Den debat vil først gøre et ryk, hvis vi fik en anden regering, hvad der ikke er mange udsigter til. Hjælpen vil ikke komme fra pressen men fra bedre revyer og stand-up komikere, der forstår at udnytte det materiale, som statsministerens tungetale jævnligt serverer.

Ombudsmanden overlevede!

09-08-2007: Såvel Frederiksborg Amts Avis som Politiken har ledere om udryddelse af den såkaldte iberiske skovsnegl, men ikke om at statsministeren endelig har valgt at følge ombudsmandens henstilling om at give interview til en journalist fra Ekstrabladet, Bo Elkjær. Hvordan kunne den leder lyder? Jeg giver her et bud:

Ombudsmanden overlevede!

En journalist fra Ekstrabladet, Bo Elkjær søgte forgæves et utal af gange at få et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen om Danmarks engagement i Irak-krigen. Herover klagede han til Ombudsmanden, som i sidste omgang gav ham medhold så langt, at et afslag fra statsministeren skulle indeholde en begrundelse, som var i overensstemmelse med forvaltningsrettens skrevne og uskrevne regler.
Statsministeren har som folkevalgt ret til at udtrykke, hvad mening han vil, men han er også en del af det forvaltningsmæssige system og er derfor underlagt nogle regler, herunder at skulle begrunde afslag. Og ombudsmanden mente ikke, at statsministeren havde givet holdbare begrundelser for afslaget, hvorfor han henstillede at interviewet blev givet.
Det tog vi alle som en besked til statsministeren om nu endelig at imødekomme journalistens anmodning. Statsministeren lod i en pressemeddelelse forstå, at ingen kunne tvinge ham til at give interview.
Nu har han så alligevel sagt ja til at lade sig interview af Bo Elkjær med den begrundelse, at der foreligger en ny situation i og med, at de danske soldater er vendt hjem fra Irak.
Det er naturligvis en skinbegrundelse (som i vore dage nok burde hedde ”spinbegrundelse”). Den dækker over, at ingen jurist i statsministeriet med æren i behold kunne omsætte statsministerens ”mening” til en forvaltningsretlig acceptabel begrundelse for afslaget. Lade være med at svare på ombudsmandens henstilling kunne man selvfølgelig slet ikke anbefale. Det ville jo blot være at fordoble fejlen!
Hans Gammeltoft-Hansen bad nemlig i svaret på klagen Bo Elkjær (31.5.2007!) afvente statsministeriets nye afgørelse i sagen, før han tog stilling til, om der var grundlag for en ny henvendelse. Konklusionen i svaret var:” Jeg må herefter lægge til grund, at statsministeriet ikke har dokumenteret nogen konkret grund - endsige en saglig grund- til at De ikke kan få et interview.
Som følge heraf har jeg samtidig hermed henstillet til Statsministeriet at ministeriet genoptager sagen med henblik på at De nu får tilbudt et interview med statsministeren, eller at ministeriet i tilfælde af fortsat afslag konkret redegør for de grunde som ministeriet har lagt vægt på.”
Den nye afgørelse er nu kommet. Statsministeren griber til begrundelsen ”en ny situation”, men det korte af det lange er, at han nu retter sig efter ombudsmandens henstilling. Dermed er ombudsmanden reddet.
Han syntes ikke selv, at han burde tage konsekvensen af statsministerens afvisning og gå af. Som han sagde i en kronik i Jyllands Posten: En lægeven havde sagt, at i valget mellem pest og kolera, burde man ufortøvet vælge kolera. Ombudsmanden havde valget mellem tab af troværdighed og autoritet og havde valgt det tab af autoritet, som statsministerens afvisning af henstillingen måtte betyde.
Var sagen blevet stående der, burde et folketingsflertal være trådt i karakter og enten have givet statsministeren et mistillidsvotum eller vælge sig en ny ombudsmand. Måske er et folketingsflertal virkelig trådt i karakter – hvis man kan sige dét om tryk bag lukkede døre. For måske er trykket slet ikke kun kommet fra embedsfolket, som jo er eksperter og derfor ikke nyder statsministerens tillid. Der er jo så meget i dansk politik, hvorom vi først kender sandheden om tyve år.

per-olof.dk

At rejse en sag, som enkeltperson eller gruppe -

Når en enkeltperson rejser en sag, afvises den ofte med, at det jo blot er den og den – enkeltes synspunkt.
Hvis en gruppe rejser en sag, spejdes der efter, hvem der står bag, og som har lokket de andre med på galejen.
At veje argumenterne uanset bagmænd, afskrift, enkeltmandsynspunkt eller ej – turde ellers være opgaven.

Ny økonomisk videnskab søges - ti år efter

Tænk engang hvor mange ressourcer samfundet har bundet i skatteinddrivelse. Tænk hvis nogen i år 1900 skulle have lavet en utopi om dette samfund. Det ville bestemt ikke vare blevet accepteret som et tåleligt demokrati.

Hvis nogen har prøvet at tænke andre måder at fordele det samfundsmæssige overskud på end ved skatter,- eller andre former for skatter - er de imidlertid blevet latterliggjort. Men hvad er det der er så dejligt ved skatter? Behøver vi skatter?
Det vi behøver er, at det offentlige, lad os kalde det staten, har mulighed for at give de borgere der arbejder for staten, de borgere som er uarbejdsdygtige - mulighed for at overleve.
Det kan ske som nu ved at indkræve skatter og udbetale lønninger og overførselsindkomster.
Men det kunne jo også ske ved at give os papir på, hvor meget vi havde lov til at hente i National-banken. De penge, der udbetales, behøver ikke først at have været på rundtur i samfundet.
Vanskeligheden består i at få en realistisk vurdering af, hvor meget af samfundsproduktionen man kan tillade sig at fordele. Der kunne man jo forestille sig, at de ressourcer der idag anvendes på skat-tefordelingen kunne bruges i en sådan vurderings proces.
Det er fri fantasi. Økonomerne som skal gå for at være videnskabsmænd beskæftiger sig med de eksisterende institutionelle rammer. Og hvor selv de er for vide, har man lavet modeller af dem, hvor alt det der forvirrer og gør billedet grumset er blevet skåret væk. Tilbage bliver modeller med genkendelige træk fra den eksisterende virkelighed.
Man kunne vel ligesågodt have lavet modeller med træk af en ny virkelighed, træk af noget der var værd at arbejde hen i mod? Måske er der også nogle af den slags. Hvis der er, er det sådanne viden-skabsmænd der skal graves frem nu.

(...fra et afvist læserbrev fra 1997. Ønsket ses ikke at være opfyldt her ti år efter!)