Medieprognose

Når frugten er modnet og frøene har forladt kapslen, kan kapslen jo være dekorativ uden dog at være til megen nytte.

Plummer tager på overvejelsesferie til USA. "Efter egen beslutning".

Tøger Seidenfaden bliver direktør for DR. Regeringen har brug for at signalere, at de ikke svigter kulturen, og TS er absolut en kulturpersonlighed. Politikens nye tiltag frastødte læsere i stedet for at tiltrække, og samme mand, som stædigt er gået ind for forandringen er ikke den optimale til at gå ind for forandring af forandringerne.

Nyhedsavisens dage er talte. David Trads bliver chefredaktør på Politiken.

Må jeg be’ om Politiken –

Afvist læserbrev til Politiken -

Det startede med den nye version af Magasinet – ved andet nummer fandt jeg på at kalde den et re-strike. Det er et ord jeg lærte forleden, og som end ikke står i min næsten nye ’The New Oxfod Dictionary of English’. De er et udtryk fra kunstgrafikkens verden og dækker over de tryk fra den originale plade, som udføres efter kunstnerens død. De kan være gode eller dårlige, men er ofte så efterbearbejdede, at al originalitet er forsvundet. Jeg får et tillæg fra Politiken, hvis layout er en tro kopi af, hvad de store varehuse kan finde på at levere, og jeg har svært ved i indholdet at skelne mellem reklame og artikler.
Jeg har desuden længe været utilfreds med Politikens forside, og utilfredsheden slår i dag ud i lys lue. Jeg har altid læst lederne og trods lejlighedsvis uenighed regnet dem for væsentlige. Altså er det en fejl, at placeringen på forsiden er blevet så at sige marginal. Lederen skal stå samlet i højre hjørne, så den kan læses fra den sammenfoldede avis. I samme moment kunne avisen godt være sig sit navn og format bekendt – altså tilbage til toppen med hovedet. Og når jeg alligevel skal jonglere med delene, kan jeg hente en vigtig nyhed fra side 9 og sætte den øverst: ”Regnskyl sender millioner på flugt”. En nyhed som sagtens kan konkurrere med moppehistorien om førstepladsen. Vejret – kan passende have fast plads til venstre for lederen – så kan vi have det i øjenkrogen, når vi læser det vigtigste.

Statsminister negligerer Ombudsmand

Først hørte jeg det i radioen - så læste jeg en notits i Information 6.6., der bringer den fra Ritzau. Jeg kunne i Nyhedsavisen have fulgt sagen allerede den 2.6. og læst, at også andre mener, at Ombudsmanden bør gå af. avisen.dk (=Nyhedsavisen) bringer en del læserindlæg om sagen. Information bringer i går, 8.6. et længere stykke hvor mediejurist Oluf Jørgensen og Hans Engell er spurgt . Så spørges Ombudsmanden selv, og hans svar er interessant. Han beklager situationen, men han mener, det er noget man må leve med, fordi "Ombudsmanden har jo ingen magtbeføjelser". Nej det har han ikke, og det er jo derfor at tillidsforholdet er eet og alt. Når statministeren ikke vil følge Ombudsmandens henstilling, som bygger på henvisning til de forvaltningsretlige regler, så er tillidsforholdet brudt. Det mener Ombudsmanden ikke, men det er det jo, hvis det er en udbredt mening i befolkningen og/eller i Folketinget. Derfor bør han afskediges eller fratræde.

Skal Ombudsmanden afskediges/træde tilbage? Ja!

Statsministeren er valgt af et flertal i Folketinget. Det vil for mig sige, at hvis Statsministeren ikke mere har den tillid til Ombudsmanden, at han retter sig efter hans henstilling, så har vi en situation, hvor flertallet må afskedige Ombudsmanden, eller han selv må indse, at han ikke mere kan løfte opgaven og gå af. Statsministeren siger ifl. Ritzau til Ombudsmandens kritik af, at der er en journalist, han nægter at give interview: "Det er til syvende og sidst min afgørelse, hvornår jeg synes, at det er rigtigt at udtale mig om en ting og også til hvem. Det skal hverken Ombudsmanden eller andre blande sig i."
Ombudsmanden er valgt af Folketinget. Hans kritik skal ikke godkendes af Folketinget.
Men nyder ombudsmanden ikke længere Folketingets tillid, kan Folketinget afskedige ham.
Han kan også selv forlange sig afskediget: Ombudsmanden kan med 6 måneders varsel forlange sig afskediget til udgangen af en måned.
En af delene må nu nødvendigvis ske: Enten må han selv gå, eller han må afskediges.
Den tredie mulighed: At Folketinget giver Statsministeren en næse og pålægger ham at rette sig efter Ombudsmandens henstilling, regner jeg for ganske usandsynlig.

Avislæsningsdagbog – ugen efter

Ud med aviserne – til Spildopperne, Allerød
Debat om opstandelse
Umberto Ecco om et genskabt tempel
Thorbjørn Christiansen om engelsk hykleri
Henrik Dahl og Ole Thyssen om taberen
Kristendom contra fornuft
Mungo Park, Sandholm og kaffekoppen
Lars Olsen og kaffekoppen


09:06 14-04-2007
Man tror man vil skrive det - men som dagene går, er der andre ideer man bliver optaget af og vigtigheden fortoner sig. Det vidste jeg godt. For at prøve at kunne vende tilbage til synspunkterne, lod jeg aviserne ligge på bordet med krydser de steder, jeg havde en kommentar. I dag er det lørdag og store stabler af aviser er lagt til spildopperne - et genialt system vi har i Allerød til genbrugsindsamling. Ungdomsorganisationerne fordeler arbejdet med indsamlingen imellem sig - P.t. 2. lørdag i måneden kører man byen rundt og samler op fra vejsiden, hvad vi andre har sat ud - ikke skrald men genbrug - aviser møbler apparater osv. men de tre aviser på skrivebordet ligger her endnu og jeg må tage en beslutning. hvad handlede det om? Der var ikke en sammenhæng. Det skulle være netop det: De kommentarer som flyver gennem hovedet på en ved avislæsningen, selvom man drejer 165 grader rundt hvert andet øjeblik. Her står et kryds i Politiken 7-4-07 ved en debat om opstandelse eller ej. ER opstandelsen historie ELLER er den en historie? Nogen påstår altså at kristendommen står og falder med, at opstandelsen er historisk. Det er en noget usikker grund at stå på må man sige, for det vil jo sige, at kristendommens betydning er afhængigt af bevisets stilling. Når jeg har en anden opfattelse, må jeg prøve på at udrede, hvordan det er muligt.
Og det næste kryds ved Umberto Ecco, der lidt forlorent forsvarer en genskabelse af et antikt tempel. Tænk hvilken glæde OG gavn vi har haft af genskabte vikingeskibe, huse i Lejre, guldhornene. Det og mere til ville jeg så skrive på engelsk i en blog, som jeg kunne bilde mig ind han læser. Han skriver fast i Politiken, tjo - det ville være sjovere, hvis der stod han fast LÆSTE Politiken.
Thorbjørn Christiansen fra Hundested har et pragtindlæg om de frigivne engelske soldater- den behandling de var udsat for contra Abu Graib og andre fæle steder. At englænderne frygtede at blive behandlet på samme måde - forstår man jo godt - men når det nu ikke skete - så siger det en del.
På bagsiden af 2. del refereres en debat mellem forfatterne Henrik Dahl og Ole Thyssen på den ene side og medlemmer af Socialpolitisk Debat på den anden side. ER sociale klienter folk som udnytter situationen og bliver 'professionelle' ofre? *Taberen' der gør krav på anerkendelse uden at gøre sig fortjent til den? Det er jo ret tydeligt at de forveksler tabernes verbale overlevelsesstrategier med deres 'situation'. De tror, taberne tænker sig som ofre, måske taler de bare sådan for det er det der giver pote. Nå der er vel ikke andet at gøre end læse den bog, når den komme på nedsættelse.
13:39 14-04-2007
Her ligger så også en Information fra samme dag. På bagsiden af Informeren får kampagnen i Nyhedsavisen om at sælgerne af Hus forbi slet ikke er hjemløse - så det glatte lag, jeg var helt enig. Det var en kronik af Henrik Bak-Møller som jeg tænkte kaldte på svar: 'Kristendom står ikke i modsætning til fornuften'. Han prøver at argumentere uden argumenter, heldigvis gav et par læsere de nødvendige svar på tiltale - dels den indholdsmæssige overhaling om de manglende argumenter udover mandens tro - dels en påvisning af artiklen var et genoptryk fra Kristeligt Dagblad - skønt prædikenen var udvidet burde dette naturligvis være anført. Men udover kritik af kronikkens indhold følte jeg også anledning til at kritisere Information for at bringe artiklen - så forudsigelig den var fra første anslag.

I Informations 2. sektion den dag var det Lars Olsens bog om 'Den nye ulighed'. Interviews kan man jo i princippet aldrig diskutere med, da man ikke kan vide, om ordene lige er faldet som beskrevet, måske er det derfor interviewformen er så populær? I interviewet er der et par passager om pædagoger:" Men enhver forælder ved, at der også er store kvalitetsforskelle fra institution til institution." Ja vel mærkeligt andet, men så kommer bagtalelsen: "På mange institutioner mener man, at det er børnenes egen fri individuelle ret at finde ud af, hvad de vil lege og så kan vi læne os tilbage og drikke kaffe imens." Siden jeg så Mungo Parks stykke om Sandholm, har jeg haft dårlig samvittighed ved at sidde blandt børnene med et krus te, for i Sandholm signalerer kaffekoppen netop: "Jeg har mit på det tørre!" Er det sådan det er? Næ, jeg sidder og drikker te blandt børnene i stedet for at gå afsides og holde pause. Forældre føler sig mere foranlediget til selv at sætte sig med en kop kaffe/te osv. Er jeg derfor uopmærksom på hvad børnene laver, hvorfor de laver det, undlader at gribe ind, undlader at motivere, hvor jeg mener det behøves? Bestemt nej, er min påstand. Selv om børn skal motiveres skal de også have oplevelsen af 'at svømme selv', de må gerne tro, at de svømmer uden badering. Børn har altså øjne i hovedet og kan føle sig overovervåget og det er negativt. Det ene barn i børnehaveklassen foreslår det andet 'et eller andet' og får dette svar: 'Det kan vi ikke, de voksne er alle vegne.' Så den bog bliver man altså OGSÅ nødt til at kaste et blik i, der kan jo være andet den har fat i fra den rigtige ende.

For læserbrevskribenter -

Læsernes redaktør i Politiken fortæller i dag, hvordan et indlæg forleden fra en række kulturpersonligheder har været trykt i avisen eengang tidligere. Jeg ser de indsendere for mig, som lige har fået svar tilbage med standardbemærkningen, at den store stofmængde gør, at deres indlæg ikke kan trykkes. De bliver i højt humør.

Læserbrevskribent

Mit indlæg 'Læserbrevskribent' blev bragt 11.1.2007 i Information forkortet af mig selv til 1/3 af det oprindelige......




En titel blandt mange jeg burde kunne hefte på mit navn. Før 1995 var den mere vigtig end den siden er blevet. I dag vejer ’blogskribent’ måske en del tungere. Men læserbrevskribenten er jo ikke holdt op, og hvad er relationen mellem de to roller? Det kan være svært at finde ud af.

Der er noget fortidigt over læserbrevskribenten. Nettet er det egentlige. Og så kan det være vanskeligt for skribenten at vælge dagens kasket. Mit valg har været at starte med avisen og efterfølgende anbringe på nettet – jeg kaldte det ’Trykt eller utrykt’, siden har jeg valgt en blog til formålet. At komme på Infomedia kræver særlige tilladelser, derfor er egen hjemmeside et oplagt efterfølgende valg. Men det er selvfølgelig af en vis loyalitet overfor avisen, at et indlæg ikke først anbringes på nettet. Weekendavisen har imidlertid f.eks. en tåbelig regel om, at man ikke giver svar, har indlægget ikke været bragt indenfor tre uger, kan man regne med, at det ikke bliver bragt. Hvor sjovt er det at vente på? Bliver det ikke bragt, havde det været bedre og mere aktuelt selv at bringe det frem på nettet.
De som har velbesøgte sider på nettet, vil sikkert vælge egen løsning. En anden mindre besøgt, som jeg, vælger måske alligevel at sende ind.

For mange år siden stod jeg i et antikvariat med et antal udklipsmapper, sikkert skribentens egne. Jeg havde læst mange af hans indlæg i Information i tidens løb, han havde yderst sympatiske synspunkter, men prisen på mapperne var lidt vel høj for mig dengang, så til min store ærgrelse i dag afstod jeg fra købet. Forhåbentlig var der en anden, som var bedre ved muffen end jeg, så de ligger godt et andet sted.
Her er Internettet jo fantastisk. Arkivet ligger derude og læserne finder frem, hvor den slags fund før helt var afhængig af udklip.

Her til morgen skrev jeg fem små indlæg og overvejer igen strategien: Informations Luftskib, eller Informations redaktion til at vælge imellem, eller et til én avis et til en anden, tredje, fjerde, femte. Jeg er nu ikke meget for at skrive til avisen, jeg sjældent læser, skønt ideen vel er god.
Engang lavede jeg en liste med overskrifter til fiktive læserbreve. En mand som skriver om sin pludselige menstruation – og den slags rollespil, det blev ved ideen. Jeg holder mig til den rolle som udgøres af mit borgerlige jeg. Valget faldt så på at skrive denne lille redegørelse og henvise til min blog, som i dag bringer de fem indlæg – så sparer Information den plads. Skulle nogen få lyst til at citere, så er det jo lovligt og Information må gerne bringe alle fem :-)

Notater omkring to gange Zizek

1.
Dagens ord af Dostojevski:"Hvor civiliseret et samfund er, kan man bedømme ved at se på dets fængsler."
Netop i dag får to journalister fra Politiken Cavlingprisen for deres artikler om de elendige tilstande flygtningebørn lever under i Danmark.
Og Roald Als i Politiken har en pragtfuld tegning af det absurde - at Fogh, som har ansvaret for tilstanden, skal overrække prisen. Hvad gør journalisterne? Ikke til at vide. Jeg kan bedre forstå dem, hvis de nægter at modtage den af den hånd - end hvis de modtager den. Måske et umuligt stunt - men altså, der må være andre muligheder for oprør, end at smide med brosten.
Vi kan ikke dække os ind bag, at andre handler forkert og vi bare følger efter i slipstrømmen. Det er hele tiden en vurdering af nødvendigheden, alvoren, hvad kan jeg løfte?

2.
Vi har fået nye regioner, og det varer naturligvis længe, inden vi gamle har fattet, hvad det betyder. God ide med en særlig avis til alle. Det reelle er kortet, som vi også har set andre steder. Men den flik-flak mellem emner, som avisen derefter præsterer for at illudere avis som 'lokker' for læserne - jamen hvor lavt kan man synke. Store annoncer for fagforeninger og
Falck og pensionskasser - HJÆLP!

3.
Forleden opgav jeg tanken om et større initiativ, der skulle give svar på Peter Wivels artikel i Politiken om tro kontra viden. Det blev blot til en randbemærkning her i bloggen. I dag får han, som jeg forestillede mig, svar af en svoren ateist.
Et logisk svar som dog mangler at sige, at menneskenes beskæftigelse med religion ikke kun handler om forførelse, men også om en trang, en ærlig bestræbelse efter tilværelsens mening - som åbenbart let får andet indhold i praktisk politik! Jens Morten Hansen mener ikke, at naturvidenskab kan være basis for lignende vanvid, som de praktiserede religioner har stået for. Det er jo noget sludder, så sandt som det at kaste en atombombe er en konsekvens af 'naturvidenskab'.

4.
Når jeg på det seneste har opgivet tidligere tiders forsøg på at formulere tekster til Politikens debat er det på baggrund af, at redaktionen har vraget mig i så lang tid, at jeg må drage en konklusion heraf.
Men det kunne have været mig, der i går havde modtaget en mail fra Politiken, hvor man fortæller mig, at grundet manglende plads, kan mit indlæg ikke bringes. Så ville jeg være sprunget op som trold af en æske i dag fredag, ved at se at Politiken på den fornemste plads under Roald Als's tegning bringer en forkortet artikel af Slavoj Zizek som i fuld længde stod i Information tirsdag. Det understreger jo i høj grad mit synspunkt, at de forfattere, som bringes til torvs ikke, som ellers anføres "skriver i Politiken". De bliver TRYKT i Politiken. Denne passus er forresten faldet ud i dag og ville jo heller ikke være sand. Havde Zizek vidst han skrev til Danmark havde han måske også vidst, at den ølreklame, han henviser til, var en dansk øl - for det var det da?? Nå pyt - men det er ikke pyt, at den klumme som skal repræsentere flagskibet i dagens danske debat, end ikke bringes med eneret for Danmark. Det viser, i hvor høj grad det handler om at løbe i halen på - et eller andet man kan kalde international debat. Hvad med at opdyrke og promovere landets egen itelligentsia i stedet for at sende dem ud på morgenjob med avisen - for det er vel det, den laver?

At redaktionen ikke opdager at Jørgen Bülow Hansen i Helsinge har sendt samme indlæg til Politiken, som han i går fik trykt i Information er en mindre detalje. Som imidlertid den, der loyalt har overholdt den både uskrevne og skrevne regel om, at indlæg kun sendes til en avis af gangen sikkert godt kunne iriteres over, når han sidder på et afslag.

Dagbog om klummer, aviser og Internet, tro og viden

Altertavle i Blovstrød Kirke
Blovstrød Kirkes hjemmeside

Jesus siger vist her:
Din tro har frelst dig - gå bort med fred.

07:43 02-01-2007
Idag er der fyldt op med debatindlæg i Politiken, så jeg tror nok man må sige, at hvis det var daglig standard er pladsen til debat forøget.

"Umberto Eco er italiensk forfatter og professor. Han skriver fast i Politiken." I går kunne man læse en klumme af Umberto Eco, hvori der bl.a. stod: "Problemet er, at en avis i vore dage er nødt til at beskæftige sig med begivenheder, som allerede er grundigt behandlet i TV-avisen den foregående aften - for ikke at tale om alle de folk, der henter helt friske nyheder på nettet. Den kan der for ikke opføre sig som en avis, der (der hvis man ser bort fra kommentarerne) bringer nyheder om døgnets begivenheder, for så ville læserne ikke læse aviser mere."

Det er jo så årsagen til, at avisen må lokke med notabiliteter som Eco og forleden Ash. Som jeg har påpeget i den forbindelse, er nettet også her hurtigere end avisen, da jeg kunne gå ind og finde Ash's kommentar hos The Guardian. Jeg tjekker lige: nej han har ikke skrevet en ny endnu!- Ups - enten så jeg forkert eller også KOM den - kommentar fra den 28.12. Jeg prøver så det samme med Eco. Jeg ved ikke om det ville hjælpe at kunne læse italiensk, men der er så mange hjemmesider omkring ham, at det bare kan være, at jeg ikke har søgt længe nok.S å ville jeg kæmpe med at skrive et indlæg, hvor jeg ville spørge ham, om han forstår, at han "skriver fast i Politiken" og hvad han tænker ved, at han ikke er i stand til at læse de kommentarer, han eventuelt får. Det var den mulighed, jeg havde med Ash, den tror jeg,jeg vil udnytte.

07:54 03-01-2007
Jeg fik hverken skrevet til Ash eller Eco. Men i en mailveksling med redaktøren skrev jeg: "Apropos debatten Internet versus aviser fandt jeg naturligvis Ecos kommentar i går interessant.
Men hvis nu man ville stille ham et spørgsmål i den anledning, vil Internet nok være et mere relevant sted end Politiken – det er jo ret sigende.
Nå under alle omstændigheder vil det kun være at betragte som et retorisk fif at formulere sig som henvendelse til ham, også på Internet.
Det er jo også ret sigende for debatten.
Det vil være tæt på som at henvende sig til en afdød – også det ren retorik."

I går var der også en helside i Politken om webstedet "myspace". Det interessante i en debat om "myspace" og blog'ge er jo, at de kun ligger millimeter fra det, som web lige fra begyndelsen har kunnet. Der er meget lidt ny teknologi i dem, de er højere grad at forstå som anvendt psykologi. Jeg kan huske engang, da massespykologi var et anvendeligt ord. Men det turde være et højst nødvendigt begreb i dag, hvor anvendt massepsykologi står i så høj kurs. Der tales meget om alt det vi kan vælge, og hvor individualistisk tiden er. Ha ha, det er jo blot en del af massespykologsike fif, at få os til at opleve verden sådan.
To kommentarer i Politiken står i dag og skriger til hinanden. Fernando Salvater, som skriver om hvorvidt man kan tale om en eller flere civilisationer - helheden i indlægget forstår jeg vist ikke - og så Peter Wivel som fortsætter debatten om ateismen. De to indlæg har noget med hinanden at gøre, så sandt som begge har fat i religionerne, Salvater nærmest afvisende og Peter Wivel forsvarende. At den debat som i 50'erne førtes om tro og viden ikke afspejles i Peter Wivels spalte forstår jeg ikke. Det er jo ikke en ny debat, selvom en amerikansk forsker har udgivet en bog om emnet. "Men vi sætter alle tro højere end viden" siger Peter. Hvem kunne da drømme om at gøre det? At man så må erkende, at det eneste man ved, er at man ingenting ved, fører da ikke til, at man sætter tro højere end viden. Man nødsages ofte til at handle ud fra en tro og sommetider tror man, man ved, men det er da bestemt ikke at sætte tro højere end viden. Hvis vi sætter tro højere end viden, så har den anvendte massespykologi gode dage - hvad den jo også vitterlig har. Mennesket kan tage det næste skridt ved at handle fra for ud lagte forskrifter - eller det kan tage det uforudsigelige skridt for dermed at forme en ny verden - og det er vist hvad en hver ny generation må gøre, men gør i forskellige grader. Der er realiteter i religionerne, som vi ikke kan afvise eksistensen af, men vejen frem går ikke ikke ved at anvende gamle besværgelser, men ved selv at sætte ord på. I modstillingen tro-viden er der intet at hente, det handler om at udvide vores vidensfelt. Vi skal da ikke forkaste ordet tro, slet ikke, hvis det indgår i ordstillingen trofast mod vort valgte livsmål. Vort dagligdags sprog fortæller os imidlertid, at hvor vi tror, mangler vi den viden, som egentlig er nødvendig.

Pige fre Refsnæs, Timothy Garton Ash, Midnatsmessen i Rom

Hvor er en blog en god ting. Så kan man få lov til at lave en sådan collage:

1.

Et antikvariat i Fiolstræde lukker ned, sørgeligt nok. Her finder jeg et billede: Pige fra Refsnæs.
Maler F.C.Lund: 1826-1901 [Weilbach 1947, Citat:] "Med Interesse betragter man dog den Akvarelcyklus, han i Aarene 1854-60 malede af danske Folkedragter. Det er dygtige og omhyggelige Arbejder, der er udkommet i flere Udgaver i litografisk Farvetryk. Paa Grundlag af disse Akvareller udførte han 1878 den lange Karton visende et Optog af danske Bønder, som nu er anbragt i anden Etages Rundgang i Det kgl. Teater." - Hm i aften burde vi være i Det Kgl. Teater og se den svenske opsætning af Macbeth - og så havde vi måske også set Lunds bønder - eller er de væk væk??
Man ser tårne i baggrunden - Dragsholm? - Hun har tørklæde på hovedet, hun bær en spand på hovedet og hun strikker samtidig. Sådan var det at være dansk kvinde i 1850'erne.

2.

Igår ville jeg have skrevet noget om en kommentar af Timothy Garton Ash i Politiken. Jeg finder det på en eller anden måde ubegribeligt, at han og andre, som publiceres over hele verden, skal præsenteres som om de skriver særskilt for Politiken. Det gør de jo ikke. Konsekvensen i dette tilfælde er, synes jeg, at der er en reference til en debat, som ikke er ligeså tydelig i Danmark måske som i England /USA eller som jeg i hvert fald ikke føler mig på højde med, og som ingen faktaboks hjælper mig med, nemlig hvad det nu lige er en vis Dawkin står for. Denne uvidenhed bringer et opslag på Internet mig hurtig ud af. Men denne indgang på Internettet flytter også min opmærksomhed tilbage til ordvalget i præsentationen af skribenten: "skriver fast i Politiken". Han skriver i Gaurdian og hans klumme bringes på denne avis's hjemmeside 'Timothy Garton Ash - comment is free'. Da jeg dagen efter, klummen har stået i Politiken, finder den der, er der allerede 234 indlæg! Her i blandt et, som dækker mit eget spørgsmål: For at kunne vurdere TGA's kommentar, må vi vide mere om Dawkin, og om han virkelig ikke ser positivt på de sider, som har fulgt med de religiøses udfoldelser så som kunst, kultur, skolevæsen etc. Ved mit lille kik på Dawkins hjemmeside tror jeg at kende svaret.Jeg tror han ville sige: Vi kan jo ikke ændre historien, men i forhold til den virkelighedsforvrængning, som troen på en gud fører med sig, kunne man arbejde på, at disse 'positive sider' vel også kunne udfolde sig under en mere troværdig indgang til erkendelse af verden?- det er altså mit bud på hans svar - selv tror jeg jeg ville vikle mig ind i et et eller andet om definitionen af tro - men altså - hvorfor henviser Politiken ikke til denne - lad os bare kalde det blog? Hvis man har en kommentar til kommentaren er det jo der, det vil være det naturligt at anbringe den. Det kunne endog være, at forfatteren så den og fandt det nødvendigt at reagere. Står den alene i Politiken er det en blindgyde i forhold til en debat med forfatteren!

3.

Nu har jeg læst pavens tale fra midnatsmessen julenat. Han lyder som en god protestantisk præst. Guds buskab kommer til verden som Jesus i krybben, fordi Gud ønsker, det skal fødes i enkelhed og derved vinde i troværdighed! Hvilken absurd kontrast til al den glimmer som omgav paven, mens talen blev holdt!

Galatheaekspeditionen

Sommetider er avisen besværlig, fordi man lokkes hen i et ringhjørne, hvor man egentlig ingen egne erfaringer har, men hvor alene teksten alligevil giver en vis behov for at reagere.

Jeg har ikke interesseret mig noget særligt for den Galathea ekspedition, som pt sejler verden rundt. Jeg ved dog, den drog afsted og har opfattet, at et af dens formål er at være en slags flagskib og en opfordring til unge om at dyrke naturvidenskab.I dag nedgøres ekspeditionen temmelig kraftigt af jounalist Marcus Rubin i Politiken. Han siger bl.a. at ekspeditionen har været forsvundet fra "den offenlige bevidsthed" indtil Anders Lund Madsen den 13. dec. havde en kritisk kronik herom i Jyllandsposten. Han bekræfter til dels ALM's kritik og kaster selv et forslag på bordet om, hvad ekspeditionen skulle have gået ud på, istedet for det mangefacetterede sæt af opgaver, som åbenbart er blevet taget op.

Det som tænder mig, er snakken om "den offentlige bevidsthed". Hvad er det? Hvis formålet med ekspeditionen har været dagligt at være aktuel i hver danskers bevidsthed, blev det nok ikke sådan. Men hvem har nogen sinde kunnet styre den "offentlige bevidsthed" - og er det absolut diskvalificerende, hvis man ikke kan? Det langtidsarbejde som forskning er, kan næppe erstattes af fede overskrifter og smarte billeder. Men de unge mennesker, som vælger at følge ekspeditionen på Internet, får måske noget ud af det, også uden at skrive til avisen om det.

Anders Lund Madsen er en medievant person, som mener at vide hvad der skal til. Hans konklusion efter to besøg ombord er nådesløs, erfarer jeg ved at inspicere hans artikel. Samtidig tager jeg ad notam, at en forsker ombord på Galathea troede ALM var med for at anmelde skibets samling af videoer, fordi det fortrinvis var der han befandt sig under rejsen.Det er et argumentationsniveau, hvor vedkommende har valgt at lægge sig på linie med Anders Lund Madsen selv, og dette niveau har måske en højere underholdningsværdi? Hvem ved, det er åbenbart den slags som Anders Lund Madsen sværger til. Men jeg tror, han mener det i fuldt alvor, når han siger: "Hvis man havde haft mod, ville man have gjort noget. Og det behøvede ikke engang at være noget særlig genialt. En bid af Antarktis kunne have gjort det. Hvis Danmark var sejlet ned til Antarktis og havde gjort krav på en ordentlig bid, så havde succesen været garanteret allerede da." Vi andre kan da ikke tage den slags alvorligt.

Hvad så med Marcus Rubins forslag til, at ekspeditionens fokus skulle have ligget på havbundsundersøgelser. Det lyder da meget rimeligt, at det er noget værd at undersøge, men med hvilken baggrund spiller han klog på netop dette spørgsmål? Kan det virkelig være en artikel i Economist som er den eneste inspiration? Hvem har et udarbejdet forslag til et sådant projekt og er det et af dem, som blev afvist af ekspeditionen. Hvis ingen har, ville det måske have været en god ide, at jounalisten gik til en videnskabsmand inden han gik i avisen. Hvis nogen har, ville det have været rart at høre om hvem, og hvis forslaget er blevet afvist, kunne vi så også fortjene at høre hvorfor. I stedet må jeg læse en "kommentar" som stiller op i køen efter Anders Lund Madsens stunt, øv.

TV2 NEWS fik en sag....

Ingen har rigtig kunnet se en begrundelse for, at vi skulle have TV2 NEWS hele døgnet. Med gadekampe i København 16. december 2006 har de fået sig en sag - som bestilt. Alle andre kan kun tabe på udviklingen -

Aviser og fiktion

- Når man sidder i toget, kan man ofte uden formaliteter falde i snak med den overfor. Sådan er det også på Internettet.
-Jeg abonnerer på en citatside. Ja og så meget andet, men det er vanskeligt at virkelig leve op til sine abonnementer. Men denne ser jeg næsten hver gang. Citater på mange sprog I dag var citatet et, jeg synes hørte hjemme i denne blog:
Det skal være sagt af den engelske politiker Aneurin Bevan (1897-1960) "usually known as Nye Bevan, was a Welsh Labour politician and a socialist. He was a key figure on the left of the party in the mid-twentieth century and was the Secretary of State responsible for the formation of the National Health Service... "
- Min erindring siger mig noget om en folkelig, usnobbet type.

"jeg læser aviserne med begærlighed. Det er min eneste form for vedvarende fiktion"

-Det vil jeg kalde realitetsans ! :-)

-I går nåede jeg ikke at hente mine aviser, i dag har jeg tid til at kaste mig over to dages stabler. En af mine grunde til at holde Dagens Nyheter: kan læse et digt skrevet i anledning af uddelingen af Nobelprisen. Skrevet af en tidligere Nobelpristager Wislawa Szymborska.
Der er noget særligt ved at læse det i avisen, men det kan også læses her på nettet - endnu

Digt i DN 6. dec. 2006

Panelkvæg

Hvor er de skrivende læsere på vej hen?

Politiken har et problem med skrivende læsere. Ja ja, sådan formulerer de det ikke just. Sådan forstår jeg det bare!. Løsningen er blevet, at de vil lave paneler med skiftende læsere hver uge, som så skal kommentere avisens artikler - på nettet. (Lars Halskov 021106) På papirfronten vil man så indskrænke eksponeringen af læserne. Man startede med 'Dag til Dag' og man er fortsat med læserbrevadgangen. Det ene indgreb er blot indirekte, idet man, for at finde plads til tegneserien Egoland, har anbragt den oven over kronikken. Den er tilbage som et ønske fra læserne - og prisen er mindre adgang til læserbreve. Dernæst er læserbrevslængdens norm blevet 100 ord henholdsvis 400 ord for at kunne blive trykt.

Man ser det for sig - at Politikens journalister selv skulle holde sig inden for disse grænser - det burde afprøves. Tvært imod svulmer artikler op, med alenlange interviws og magnumbilleder.

Hvad er der galt med "et læserpanel"? Jo, når læserpanelet i ugens løb har draget sine erfaringer, skal de ikke selv forelægge dem for papirudgavens læsere - det skal avisen selv! Det giver da ikke de der skrivende personer lyst til at deltage. Det er overhovedet ikke set fra læsernes side, men fra redaktionens, selvom det kaldes en invitation. Sådan blev vi også inviteret til at deltage i 'Dag til Dag'. Hvis man undlader den snobbede opdeling af Politikens skribenter og blot ser på hvad der skrives, så er der jo masser af meningstilkendegivelser, hvis omfang langt overstiger 100/400 ord. Når dette sker, får læseren karakteren : 'skriver fast i Politiken' eller ligefrem: ansat.

Der har før været perioder, hvor parolen var 'flere læserindlæg', men nu er moden vendt. Der skal være færre, og det som skal komme videre, skal være i en redigeret form.
Jeg kan ikke sætte datoer på, men flere gange i årenes løb har jeg foreslået jævnlige 'debataviser' kun med læserindlæg. Altså ikke en strammere redigering men en løsere, hvor mange flere kommer til orde. Det er ok at ordne efter emner, men det er forkert at udvælge efter den emnekreds ”hvor der er kommet flest.” En sådan debatavis vil fortælle mig meget mere om mine medlæseres standpunkter end svarene fra et udvalgt panel.


Dette indlæg er ikke blevet tilsendt Politiken og kan ikke desto mindre læses over hele verden.

Garanti - om muligt

I Politiken 23.11. fremgår det af en faktaboks, at bekendtgørelsen vedr. behandlingsgarantien for kræftpatienter siden 22.8.2001 har lydt:
"Sundhedsstyrelsen skal om muligt henvise patienten til behandling på et andet sygehus i ind- eller udland."
Hvor er de journalister, som har påpeget svælget mellem politikernes ord om "garanti" og bekendtgørelsens mere jordbundne "om muligt"? Er ikke journalisterne altså medierne en del af det samlede svigt? Da så sagen endelig rullede gik der flere dage, inden man nåede ned til denne helt afgørende formulering.

(retur fra Politiken 28.11.06)

Avislæsning ved morgenbordet

07:44 08-11-2006
Øsregnvejr, marken næsten hvid af måger. Avislæsning ved morgenbordet. Gratisavisnerne Dato og 24 Timer uåbnede. Politiken

gennemtrawlet, kronikken læst, om 'Københavns Teater' uha. Gårdagens Information engang til ligeledes - ligeledes kan man

sige det i vore dage er det forbudt?- Dagens Nyheter, læser om Sibelius og hans dagbøger. Ulysses var et håbløst projekt, en

bog et skrift kan aldrig komme op i de omdrejninger og hastigheder som hjernen, det er nødvendigt at vælge, når man skriver,

og den ene bane man forfølger er til grin, når hovedet har en atostrada med ti vejbaner hver vej -.Regeringens fremtrædende

ministre er hvad man i gamle dag kaldte "benægtere". Det er et ubrugt ord i dag men realiteten findes. Man ser et barn gøre

en ting. Griber ind og bebrejder. Barnet siger, at det har det ikke gjort. Nogle gang har jeg leget filmoptagelse. Gjort mig

selv til videooptager. Sagt at vi altså bare ikke lige kunne se filmen nu, men vi kan jo gentage den, hvis -. Regner med mild

effekt om tyve år. Nu den 17. november 1992. En særlig TV-avis, jeg kunne tænke mig at se køre i sløjfe. En skatteminister

bliver interviewet. Næste dag bliver han gået, fordi en kommissionsrapport har kritiseret ham. TV-journalisterne beslutter,

at de vil få ham til at brække over midt i udsendelsen. Jeg hører, hvor sejrssikre de er. De vil have ham til at sige, at han

har gjort en fejl. DET KAN DE IKKE: De bliver ved men han fastholder: "Jeg må tage til efterretning...". Han indrømmer ikke

noget som helst og har ikke gjort det siden. Han rystede ikke på stemmen, han var kold som is. Fra den stund af har jeg ikke

troet ham over en dørtærskel, men jeg var dybt forundret over, hvor kold man kan være midt i mediernes søgelys. Jeg sad i

studiet, ellers ville det ikke have gjort så stort indtryk. Jeg skulle selv på et øjeblik efter i en fuldstændig ligegyldig

sag, og jeg var rystende nervøs. Erik Dal er død. Først i dag en lidt længere nekrolog i Politiken af Jørn Lund. Man kan da

vist ikke skrive nekrolog om den mand på mindre end en kronikslængde. Ved man ikke noget om ham i forvejen er den korte

version volapyk. Kan ikke give fornemmelsen af den rent fysiske kæmpeindsats, hans værk har indbåret. Hvor mange reolmeter

mon ville blive fyldt, hvis alt mærket "Erik Dal" var stillet op ved siden af hinanden? Han var detaljens mand, så mon ikke

vi efterhånden skal høre nogle erindringer fra bibliotekarelever, der led under dette? Et udvalg af folkeviser var mit føste

bekendtskab med ham. Jeg tror han ville have godkendt ideen bag den indbinding, jeg gav bogen, men ikke udførelsen...Sort

halvlæder og titlen i guld. Jeg har mødt ham ved receptioner, men kun talt med ham i telefon. Jeg skulle en gang låne en bog

på UB2 og der lå en seddel fra den forrige låner, som ønskede at tale med mig! Det har jeg ikke prøvet før eller siden. Vi

havde en interesse fælles, månedsbilleder var det og Bonde-Practica og her mente den kloge mand, at kunne få noget ud af at

snakke med mig. En reference kom da med i hans bog om et digt om menneskenees aldre - lang historie. Siden kom en

genudgivelse af, hvad engang kaldtes Hans Tausens salmebog 1553, hvor der burde være en reference til en opdagelse jeg havde

gjort, af forbindelsen til dens månedsbilleder og den serie som kom i Bonde-Practica. Det var det værd, at høre ham ærgre sig

over, at det ikke kom med, ligeud at indrømme, at det var en fejl af ham. Nu hedder den bare "En ny Psalmebog 1553" og ikke

noget med Hans Tausen. Information skrev om finanslovsforhandlingerne, og dem hørte vi om til morgen. Høre en fra det

såkaldte Dansk Folkeparti forsvare nedsættelsen af afgiften på sodavand. Typisk benægtersituation. Men hvordan gik det med

deres forsøg på at få tredjegenerationsindvandrere med i kriminalstatistik - også selv om de er danske statsborgere? Hvad

bilder de sig ind at bestride folks statborgerskab? Helt i tråd med Søren Kraups dumme forsvar for at sige, at det at dyrke

genforeningeshåbet i Sydslesvig ikke er det samme som ønske om grænseflytning. Igen en benægterattitude. Men det er os andre

der er idioter og ikke kan forstå. Dagen kalder, farvel.

Kontroltab og aviser - eller: Interaktivitet på skrømt?

Måske kunne nogen ved Internettets fremkomst fantasere sig til et net helt befriet fra al kontrol. Det har vist sig at være en illusion, men det er i dag ikke let at sige, hvor kontrollen ligger. Og man kan ikke nægte, at der er forskellige faser, således at den enkelte vil have kunnet have oplevelsen, at der ingen kontrol var. Og det er nok en oplevelse mange fortsat kan have, uden man kan sige, at der ikke udøves kontrol og at der er muligheder og fare for, at kontrollen udvides.
Fokus i denne debat ligger for tiden på de mange blogs, som er kendetegnet ved letheden, hvormed de etableres og deres mulighed for interaktivitet. Indholdsmæssigt er der en utrolig bredde, således at man dårligt kan tale om dem som en enhed. Tøger Seidenfaden skriver i en opinionartikel 22. 10. ”At skelne mellem skidt og kanel er en kæmpeopgave på nettet, hvor langt de fleste af de mange blogs for eksempel er trivielle eller ligefrem løgnagtige.” Det er et meget illustrativt synspunkt og svarer meget godt til de selv samme kritiserede blogs. Det er en hurtigt nedtastet mening uden mindste form for dokumentation. Den underdanige læser vil tage redaktørens synspunkt for veldokumenteret, mens det, hvis forfatteren var en mere anonym blogger, bare er en mening blandt andre.

Hvis man ikke interesserer sig for hundehold er en blog om min egen lille puddel måske at opfatte som triviel, men det er jo ikke sikkert andre hundeholdere har samme synspunkt. Når man ikke er synderlig interesseret i sport eller motor eller boligstof, forekommer avisens mængde af sider om disse emner også ganske trivielle. Avisen har en begrænsende redaktion, og slige begrænsninger rummer blogverdenen ikke. Faktisk var sport jo noget aviserne skulle opdage var godt stof. Men i blogverdenen bestemmer jeg selv, hvad jeg vil opfatte som det gode stof. Når bloggerne ellers holder sig indenfor visse anstændighedsgrænser, så kan der ganske rigtigt også blive plads til en hel del løgne, men adskiller sig jo ikke dermed for megen anden menneskelig aktivitet. Her siger så TS: ”Her kan og skal vi [avisen] skabe overblik - ikke som begrænsende smagsdommere, men ved at understøtte, formidle og kvalificere alle de nye søgemetoder, der hele tiden udvikles for at kunne håndtere og orientere sig i en eksponentielt voksende datamængde derude.” Det er et godt program, som man kan tro på eller lade være. Erfaringen har dog vist, at Politiken har ikke sjældent måtte bakke ud, når det kom til stykket. Derfor kan man jo ikke afvise, at man næste gang formår at matche situationen.

Jeg tænker her på, at Politiken med først konferencesystemet PolOnline fik sat en interaktivitet på skinner, som man ikke vovede at lade køre videre. Siden etableredes en platform for debatter, som heller ikke var til redaktionens tilfredshed, selvom den blev flittigt brugt af læserne. Det er som om, at når der åbnes for interaktivitet, bliver avisens karakter af overdommer angrebet, hvorefter man kryber tilbage i musehullet.
Måske var det værd at gå tilbage til nutiden og se, hvad der foregår i debatleddet, i stedet for at dyrke ideelle fremtidsscenarier, man alligevel ikke kan leve op til.
Politiken offentliggør oversigter over, hvor mange kommentarer og læserbreve, de modtager og fortæller hvilke emner, som i sær er omfattet af den store post.

Og enhver læser kan jo konstatere, at der bringes meget, mere end de fleste af os kan overkomme at kapere. Og alligevel: Som jævnlig indsender og dermed ofte blandt de vragede, kan man ikke lade være med at overveje, hvad der mon bliver af alt det vragede. Er det helt uden spor, trods den manglende offentliggørelse, offentliggøres det andre steder, skaber det bitterhed mod avisen etc. etc.
I gamle dage var det ikke usædvanligt ved et indlæg at se tilføjelsen ”nægtet optagelse” i den og den anden publikation. Man kan nu og da konstatere, at der er skribenter som ikke overholder kravet om, at indlæg kun er sendt til den avis, som trykker indlægget – for vi der læser flere aviser møder indlægget flere steder.
Men som regel vil læseren ikke kunne ane noget om indlæggets skæbne inden det rammer den platform, hvor han/hun læser det.

Jeg har ikke hørt om hjemmesider eller blogs for refuserede indlæg. Læsere af min blog vil se, at jeg selv tit anfører hvis indlægget er blevet trykt eller ikke trykt og hvor det har været henne, men jeg har ikke indtryk af, at dette er almindelig praksis. Ikke alle indlæg er egnede til at blive trykt i en anden avis og kan dog godt være meningsfuldt at bringe på nettet. Redaktionen har afvist indlægget, hvilket sommetider faktisk selv at indsender kan opfattes som meningsfuldt, når andre får mulighed for at fremsætte lignende synspunkter. Men man kan også opleve, at der er debatter som redaktionen ikke ønsker at tage op, fordi de ikke mener tilstrækkeligt mange læsere vil interesse sig for emnet. I vore dage argumenteres der sjældent i afslag, der kunne man før i tiden komme til at sige afslørende ting om udvælgelseskriterierne. Mit bedste eksempel er, at jeg godt kunne få placeret en kronik i Politiken om, at jeg var bange for hunde, men aldrig om Kommunernes Landsforening, et emne som var alt for kedeligt til kronikken!
Jeg tror, at det avisen stræber efter er netop at være overdommer uden at dette skal komme alt for tydeligt frem, man ønsker kontrol. Hvis der virkelig skal ske et nybrud, så er det ved at få gjort op med den rolle og finde en ny, mindre fordomsfuld position. Slip frygten for kontroltabet!

c poj

Indlægget nægtet optagelse i Politiken - så vidt jeg forstår det, er mit synspunkt allerede blevet dækket ind - det er nu noget jeg ikke har opdaget.

30-01-2007: Ser at indlægget er bakket op i en anden blog:cititzen journalism

Kommunevåben - igen

Politiken 8.11.2005, 2. sektion forsiden:
Millionerne ruller til nye kommunevåben fra riddertiden.
Et fornuftigt andet forslag kom aldrig til debat:
læs mit forslag fra nov 2004 til at
afskaffe kommunevåben

Til en kommentar i politik.dk, som forsvarer kommunevåben, måtte jeg svare, at jeg anser løbet for kørt - våbnene har sejret. Når næste chance for ændring kommer - er Danmark nok een stor kommune.

Nobelprisdebat

SENSATION! SENSATION!
Et medlem af det svenske akademi har efter et års overvejelse opdaget, at sidste års valg af nobelpristager i litteratur var en fadæse! Efter 22 års medlemsskab af akademiet er det også gået op for ham, at han ikke kan nedlægge veto mod valget. Han vidste dog godt, at medlemsskab af akademiet var for livstid, men han glemte at sige nej tak til indtræden, mens tid var. Han har nu sagt nej tak efter at have overvejet situationen i 9 år, hvor han kun har deltaget i tre-fire møder, for at se om huset stod endnu. Hvis man får diæter for at være medlem af det fine akademi, vil han sikkert returnere pengene.
Kl. 13 i dag får vi at vide hvem som er modtager i år.

Derfor dette citat fra min seneste digtsamling ORDSAMLING

Og som alle ved, læser Nobelkomiteens udvalg
for litteraturen alle bøger i hele verden på alle sprog
- hvordan ellers vælge den rette.
Det er et frygteligt arbejde, som tager år og dag
af kommitemedlemmernes liv og som vi,
læserne må være taknemmelige for.
Det er vores opdagere, vi som møjsommeligt
orker tre-fire romaner om året og måske
en digtsamling med sikkerhedsnet.

Sørgeligt bevidste om deres sisyfosopgave
slog det næsten komiteen helt ud,
den dag dens unge hedspore forsigtigt men stædigt
henledte de andres opmærksomhed
på den tavse digter,
som endnu aldrig havde fået prisen.
Endnu et stort område af verdenslitteraturen
var opdaget
og hvordan orke at tage itu også med det?

Var det en joke eller hvad? Mente han, hvad han sagde.
Han mente det, og han var gået i gang
med eftersøgningen.
Hans foreløbige kandidatliste var lang
og gav anledning til latter, nu blev han for besværlig.
Men engang bragt på bane
kunne forslaget ikke stoppes.
Vågne nætter ventede komiteen forude.
Når valget er truffet ventes kandidaten venligt at afslå
i første omgang, så der skal slaget slås,
han skal nok blive omvendt.
Længes mod nu
hvornår er det nu

Dagens Blog

Finn spørger mig, efter at have været inde og se denne 'blog': Hvorfor hedder det blog, hvad er det for et nyt ord? Jeg forklarer at det er en log, som en skibslog, en journal over hændelser, tanker osv. Men egentlig har jeg ikke styr på selve ordets oprindelse. Men ved at gå hjem og læse på nettet finder jeg den logiske forklaring, at blog er en populær forkortelse for 'web log'. Man kunne forveksle denne oprindelige term med noget mere teknisk, altså registreringen af hvilke websider man har besøgt - og det endte altså i blog (b-log). Her er et par link til relevante sider http://www.marketingterms.com/dictionary/blog/ og http://www.rebeccablood.net/essays/weblog_history.html. Men jeg forstår hurtigt, at det er en hel videnskab at komme til bunds i, så jeg skal ikke sige noget for sikkert. Typisk tidens tegn at ordbogen ikke er til megen hjælp. Min egen 'The New Oxford Dictionary' er fra 1998, men bloggen er noget som har været under eksplosiv udvikling siden 1997.

Det jeg ville skrive om i dag var egentlig dagens avis nærmere betegnet Politiken. Jeg skriver nu og da i spalten 'Dag til Dag' og det er jo egentlig sådan en gammeldags blog på fællesbasis. Jeg kan meget godt lide karakteristikken af en blog som et sted hvor vi fra publikum bliver til deltagere. Og sådan er 'Dag til Dag'. Læserne er aktive med at skrive lidt om oplevelser fra deres liv, der stilles spørgsmål til sproget, vi får historiske tilbageblik, links ikke, dagens navn solens op og nedgang. Ender den med at blive afløst af nettet? Jeg tror det ikke. Nettet er godt - men det giver da også noget at avisen har de proportioner den har og det indhold den har, læserens 'valgfelt' har en vis begrænsning, selvom det jo er omfattende nok. Udover meget af det politiske har jeg i dag læst Møllehaves tanker om aforismer og fået jordet min ide om en dag at lave et afsnit til 'Dag til Dag' om vor lokale Otto Ludwig - Møllehave har været der. Og så den lange histoire om bogtyverierne, endelig ser vi et billede af manden. Nå ham. Min egen lille blog om en koncertaften kom i med - som sædvanlig - god tegning af Saaabye. Selvom der omkring webbens blog er et forsøg på at samle sig om emner og interesser, så er avisen jo netop også interessant derved, at selskabet man deltager i er så varieret, forhåbentlig udvidende i stedet for indsnævrende. Men se altså Dag til Dag, side 13 i Politikens sektion 2, Kulturdelen. Og nu fik jeg så lært stavekontrollen, at der er noget der hedder en blog.

I går fik jeg skrevet til FDB Magasinet og brokket mig over forsiden på ugens tilbudsavis fra Kvickly. Den kunne i en hvis forstand også komme med i bloggen. Og den gør det måske en dag. Men først tænker man jo indad i bevægelsen og henvender sig til de andre i bestyrelserne: Kan det være rigtigt at det er sådan vi præsenterer os. Lad os nu se om de trykker den.