Statsministeren med to tunger

Det har været interessant at læse, hvad der så kom ud af, at Ekstrabladets journalist Bo Elkjær endelig fik et ønsket interview med Anders Fogh Rasmussen. Hvad man kan konstatere er, at egentlige svar bliver det ikke til. Men Elkjær opnår i hvert fald bedre end Politikens interwiever at udstille, at statsministeren taler med to tunger, især hvor han skal forklare, at løgnen med at Irak havde masseødelæggelsesvåben ikke blev brugt som argument, skønt han ikke kan nægte, masseødelæggelsesvåbenene blev omtalt. De passager kan uden videre tekstbehandling overføres til Cirkusrevyen.
Gang på gang har statsministeren nægtet at give Bo Elkjær et interview, også efter at Ombudsmanden har henstillet til ham at gøre det, fordi statsministeren er en del af statsforvaltningen. Nu har han efter måneders overvejelser alligevel fulgt Ombudsmandens henstilling. Han gør, som Ombudsmanden siger, han bør gøre, men han siger: ”så har jeg den grundopfattelse, at det er min frihed at bestemme, hvem jeg vil snakke med og hvornår. Understregningen af at jeg gør det her, det er, at det er ikke dig som journalist eller som person, der er et problem med, jeg vil bare insistere på min frihed til at bestemme, hvornår jeg synes, det er aktuelt at sige noget.!”
Det Ombudsmanden har skåret ud i pap er, at denne frihed har han ikke som statsminister, lige meget, hvor mange gange Anders Fogh Rasmussen gentager det. Det er det allervigtigste, der er kommet ud af dette forløb. Jeg tror ikke, i modsætning til dagens Tøger Seidenfaden i Politiken, at der med interviewet er en ny begyndelse på ansvarsdebatten. Den debat vil først gøre et ryk, hvis vi fik en anden regering, hvad der ikke er mange udsigter til. Hjælpen vil ikke komme fra pressen men fra bedre revyer og stand-up komikere, der forstår at udnytte det materiale, som statsministerens tungetale jævnligt serverer.

Ombudsmanden overlevede!

09-08-2007: Såvel Frederiksborg Amts Avis som Politiken har ledere om udryddelse af den såkaldte iberiske skovsnegl, men ikke om at statsministeren endelig har valgt at følge ombudsmandens henstilling om at give interview til en journalist fra Ekstrabladet, Bo Elkjær. Hvordan kunne den leder lyder? Jeg giver her et bud:

Ombudsmanden overlevede!

En journalist fra Ekstrabladet, Bo Elkjær søgte forgæves et utal af gange at få et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen om Danmarks engagement i Irak-krigen. Herover klagede han til Ombudsmanden, som i sidste omgang gav ham medhold så langt, at et afslag fra statsministeren skulle indeholde en begrundelse, som var i overensstemmelse med forvaltningsrettens skrevne og uskrevne regler.
Statsministeren har som folkevalgt ret til at udtrykke, hvad mening han vil, men han er også en del af det forvaltningsmæssige system og er derfor underlagt nogle regler, herunder at skulle begrunde afslag. Og ombudsmanden mente ikke, at statsministeren havde givet holdbare begrundelser for afslaget, hvorfor han henstillede at interviewet blev givet.
Det tog vi alle som en besked til statsministeren om nu endelig at imødekomme journalistens anmodning. Statsministeren lod i en pressemeddelelse forstå, at ingen kunne tvinge ham til at give interview.
Nu har han så alligevel sagt ja til at lade sig interview af Bo Elkjær med den begrundelse, at der foreligger en ny situation i og med, at de danske soldater er vendt hjem fra Irak.
Det er naturligvis en skinbegrundelse (som i vore dage nok burde hedde ”spinbegrundelse”). Den dækker over, at ingen jurist i statsministeriet med æren i behold kunne omsætte statsministerens ”mening” til en forvaltningsretlig acceptabel begrundelse for afslaget. Lade være med at svare på ombudsmandens henstilling kunne man selvfølgelig slet ikke anbefale. Det ville jo blot være at fordoble fejlen!
Hans Gammeltoft-Hansen bad nemlig i svaret på klagen Bo Elkjær (31.5.2007!) afvente statsministeriets nye afgørelse i sagen, før han tog stilling til, om der var grundlag for en ny henvendelse. Konklusionen i svaret var:” Jeg må herefter lægge til grund, at statsministeriet ikke har dokumenteret nogen konkret grund - endsige en saglig grund- til at De ikke kan få et interview.
Som følge heraf har jeg samtidig hermed henstillet til Statsministeriet at ministeriet genoptager sagen med henblik på at De nu får tilbudt et interview med statsministeren, eller at ministeriet i tilfælde af fortsat afslag konkret redegør for de grunde som ministeriet har lagt vægt på.”
Den nye afgørelse er nu kommet. Statsministeren griber til begrundelsen ”en ny situation”, men det korte af det lange er, at han nu retter sig efter ombudsmandens henstilling. Dermed er ombudsmanden reddet.
Han syntes ikke selv, at han burde tage konsekvensen af statsministerens afvisning og gå af. Som han sagde i en kronik i Jyllands Posten: En lægeven havde sagt, at i valget mellem pest og kolera, burde man ufortøvet vælge kolera. Ombudsmanden havde valget mellem tab af troværdighed og autoritet og havde valgt det tab af autoritet, som statsministerens afvisning af henstillingen måtte betyde.
Var sagen blevet stående der, burde et folketingsflertal være trådt i karakter og enten have givet statsministeren et mistillidsvotum eller vælge sig en ny ombudsmand. Måske er et folketingsflertal virkelig trådt i karakter – hvis man kan sige dét om tryk bag lukkede døre. For måske er trykket slet ikke kun kommet fra embedsfolket, som jo er eksperter og derfor ikke nyder statsministerens tillid. Der er jo så meget i dansk politik, hvorom vi først kender sandheden om tyve år.

per-olof.dk

NY bog: Røde Erik på langfart

Jeg fik lyst til at samle mine små historier fra ’Dag til Dag’, derfor denne udgivelse:












Røde Erik på Langfart
- og andre oplysende oplevelser
Miniessay af Per-Olof Johansson
fra ’Dag til Dag’ 2002 – 2006. 2007
ISBN 978-87-92032-91-1
107 sider

Pris kr. 125,-

Læs om bogen Røde Erik på Langfart


Følg label ’Som Dag til Dag’ for at se eksempler.

Bestil hos boghandleren eller fra

Underskovens Homepage

eller på adressen

Forlaget Underskoven
Frederiksberggade 30,
1459 København K

At rejse en sag, som enkeltperson eller gruppe -

Når en enkeltperson rejser en sag, afvises den ofte med, at det jo blot er den og den – enkeltes synspunkt.
Hvis en gruppe rejser en sag, spejdes der efter, hvem der står bag, og som har lokket de andre med på galejen.
At veje argumenterne uanset bagmænd, afskrift, enkeltmandsynspunkt eller ej – turde ellers være opgaven.

Journalister må have meget travlt. Det må være derfor de traver i hinandens fodspor. Der er ikke tid til liiige at vende sagen og se den fra andre aspekter. Deres indvending mod os bloggere er ellers, at der er for få overvejelser. Men her ved læserne jo, at de præsenteres for uprofessionelle, private meninger.

Fodbold: Når en vred publikummer styrter ind på banen i kampen mellem Danmark og Sverige igår fokuseres der minimalt på det mangelfulde sikkerhedsberedskab, selvom de er det som er hele humlen. Hvordan kunne manden slippe gennem en mur af securityfolk?
Eet er at han slap ind - men hvorfor fulgte ingen efter? Han gik uden ledsagelse ud af banen.
Da han entrede hegnet for anden gang blev han knapt nok bemærket, hvis man skal tro udtrykket i sikkerhedsvagternes ansigter.
Et øjeblik efter lader han sig gribe, uden modstand. Der tales i timer uden at dette bliver hovedspørgsmålet.

Kunstmuseet: Når Allis Helleland vil have nogle malerier hjem fra udlån til Glyptoteket til en kommende udstilling, så er der ingen som spørger hende, hvor længe hun har planlagt den udstilling? Hvorfor låner hun ikke bare museets billeder hjem, ved at anmelde ønsket i reglementeret god tid? Hvad er det for billeder hun vil aflevere? Hvorfor har hun ikke bare afleveret dem, når de åbenbart udgør et forsikringsmæsigt problem for museet? Er der virkelig over hundrede hollandske billeder som ikke har nogen betydning for Kunstmuseet og som befinder sig i arkivet?? De fire billeder af Pieter de Hooch er åbenbart Kunstmuseets egne? Pieter de Hooch på Statens Museum for Kunst.
10.juni 07: Ups! Nej der var altså ikke over 100 billeder, forstået som malerier. Kasper Monrad i Politikens kronik 9.6.07 skriver:"I dag har Statens Museum for Kunst kun udstillet 12 of de cirka 100 værker, der er deponeret af Glyptoteket (de 64 er arbejder på papir og må af bevaringsmæssige grunde tilbringe det meste af tiden gemt væk i mapper, der beskytter mod lyset)." Men stadig ved - jeg! - ikke, hvilke de ca. 35 andre værker er. Det med at de overvejende er nederlandske er måske bare noget jeg har fra et journalistisk sammentræk?

Forslag: Kunstmuseet har jo langt mere end der kan vises.
Der er i hele verden en bred interesse for den nederlandske kunst og vi har åbenbart meget. De strenge kunsthistorikere går meget op i ægte eller tilskrevet. Men for os som tilskuere er det vigtigere, at de er cirka fra tiden end om det er den eller den kunstner.
Men det kunne naturligvis også være de moderne, så kunne der blive plads til en Hollandsk udstilling 'hjemme'.
I hvert fald: Lån Louisiana og lav en udstilling: "Statens Museum for Kunst på Louisiana"