Dag til Dag dilemma –

To skriveglade skoleelever fik den gode ide at skrive en klumme til rubrikken 'Dag til Dag' i Politiken. Meningen var, at det kunne give cool cash som deres bidrag til 'Operation dagsværk'. Planen lykkedes og klummen er i avisen i dag og de faste skribenter kan puste ud. Hvad er problemet?
Problemet er, at min gode ven Olsen også læser Politiken og formodentlig også læser, at de to gutter har fået 600 kr. for at løse opgaven.
'Nå' siger Olsen nu nok til mig. 'Du lyver jo'. Jeg lyver da ikke. 'Jo' siger han, 'du sagde at man ikke fik penge for at skrive til 'Dag til Dag'. 'Altså hør nu her Olsen' må jeg så sige, 'jeg gik selvfølgelig ud fra, at det der gjaldt mig også gjaldt andre. Og jeg har i hvert fald aldrig set en krone. Jeg har grint lidt af, at de ikke betalte noget, men jeg har ikke stillet noget krav heller. Og selvfølgelig ved jeg godt, at de faste medarbejdere, som har overtaget opgaven, får penge for at lave det, vi andre lavede con amore. Men Mandel bedyrer i hvert fald, at han da heller aldrig har set nogen penge, så tro mig, de har blot ville være flinke i sagens anledning'. Olsen vil nok tro mig, men vi ved jo også, at i pengesager kan man ikke tro sine medmennesker længere end til tænderne, så måske vil der et sted i hans indre husere den tanke, at jeg blot er en garvet benægter. Så der har avisen kastet mig ud i et dilemma, jeg ikke kan løse.
Hvis jeg nu var helt grøn forfatter og så, at der var blevet betalt for bidrag til 'Dag til Dag', mon jeg så ikke ville sende en stribe og forvente at blive honoreret? Jeg kan se for mig, at andre kunne blive inspirerede, og hvem ved, måske har bagsideredaktøren så store vanskeligheder med at inddrive sine bidrag, at han blot hilser de nye velkommen. Så er vi tilbage til start skønt naturligvis en bedre start, hvis bidragyderne får et honorar. Mit dilemma består. Olsen siger nok, hvad han mener. Andre siger ikke noget, men tænker i det stille sit: Han fik penge for det.

per-olof.dk

Dræbersnegle ind i valgkampen

Det er jo et mærkeligt ord - dræbersnegle, når det er fordi de er planteædere, vi ikke kan lide dem. Men det er klart - hvis man vander med noget forkert, kan man vel godt sige, at man dræber en plante - men nu omfatter det at dræbe en plante også det at spise den. Så er vegetarianere altså også noget med dræber, ja og alle os andre der også nu og da gnasker i en gulerod. Så i virkeligheden er det fordi vi har fået en konkurrent, at vi kaster os over den iberiske skovsnegl. Nu har den lagt sine æg, og med mindre vi får en længere periode med 20 graders frost så fremkommer de som små snegle, der meget hurtigt blive store. Altså sidder landets haveejere nu og ruger over en plan for, hvordan de skal forsvare sig.
Det er egentlig mystisk med sådan et lille æg, nærmest som en perle, yderst uskyldig. Men det er altså et øgleæg. De vælter op af jorden, når du graver, men du kan jo ikke samle dem ind, de forsvinder i jorden. Du kan sætte et hegn op som oppe i Karen Blixens blomsterhave, det må kunne blive en god forretning for en blikkenslager, skønt måske lidt dyrt for haveejere. De må kunne laves til mindre bede, udvalgte hjørner af haven. Det er en rigtig svær øvelse danskerne er igang med. Er dræbersneglen kommet til Sverige? Hvis ikke, var det måske en ide at emigrere. Er der nogen der har spurgt partierne i valgkampen, hvad de har tænkt at gøre ved sneglefaren? De lader jo til allesammen ellers at have en plan mod alle onder. Mon der virkelig er nogen af dem der tør sige, at det har de ikke tænkt sig at gøre noget ved? Hvorfor har Kurt Strand ikke allerede bragt spørgsmålet op i Deadline - jeg mener alene programmets navn kunne gøre det relevant. Det er sikkert et spørgsmål som vil interessere mange mange flere seere end debatten om Kommunernes Landsforening og regeringen. Den debat har vi med variationer jo hørt i mere end tredive år, uden der bliver gjort noget ved det grundlæggende problem. Nej nu spørger vi samtlige partier: Hvad har I tænkt at gøre ved problemet dræbersnegle?

Mere end sit fadervor –

Måske er dette en historie om, at Johannes Møllehave kan mere end sit fadervor, som man siger.
Når man selv står for udgivelse af en bog, skal man ikke forvente meget af anmelderne. Medierne har en tyrkertro på, at forlagssorteringen er rigtig, så selvudgivelser er der ikke grund til at spilde tid på.
Det betyder, at forfatteren må finde på andre måder at sprede budskabet på. Og en af måderne er at sende et frieksemplar til udvalgte personer. Det kommer så naturligt, at det ikke engang kan kaldes en strategi. Nogle gange kan valget så fremstå lidt grinagtigt bag efter – fordi man har udset sig en person, der i endnu højere grad end anmelderen er ved at drukne i bøger.
For nogle år siden mente jeg så, at Johannes Møllehave måtte være den rigtige, når jeg havde valgt at kalde bogen ’Ordsamling’. Der var både liv- og ordovervejelser, som måtte være noget for ham. Faktisk fandt jeg frem til adressen i England, og det var så det.
En dag længere tid efter møder vi ham i en af de små gader i København. Her er fuldt af folk, gaden er smal og Møllehave kommer hen i mod os, et møde uundgåeligt – og jeg skruer op for ordblusset – men snedigt så ringer hans telefon! Og han går ivrigt snakkende uantastet videre ned ad gaden. Jeg var imponeret.
Ja, man kan imponeres af Johannes Møllehave af mange grunde. At han på så snedig vis kan få sin telefon til at ringe – det ville jeg aldrig have troet – men nu har jeg selv oplevet det.

per-olof.dk

OCTOBER

I anledning af månedsskiftet - denne repition fra Politikens 'Dag til Dag' 30.9.2003, kan også læses i bogen 'Røde Erik på langfart'.
Resume af min beskæftigelse med bogen Bonde-Practica kan nu hentes på: Fra videnskab til overtro som titlen kunne være.....

Dagens navn

Hver dag læser vi her i rubrikken "dagens navn" - en historisk beretning i miniformat. Engang var navnet dog ikke historielæsning, men led i den kristne kultus - forsøget på at spinde hele livet ind i kristen sammenhæng.
Før kristendommen var kalendervæsenet knyttet til den hedenske opfattelse af verden både i nord og syd, og dette krævede så et effektivt modarbejde! En hel videnskab at udrede.
Ingen kan jo huske navnelængden, derfor må den gentages i 'Dag til Dag' år efter år. Da den repræsenterede årets gang for læg og lærd var det anderledes. Man brugte dagens navn og ikke dato. Det affødte et behjertet forsøg på at sætte helgennavnene ind i en huskeremse - i sin oprindelse vel af hensyn til kirkens folk. Den kaldtes 'Cisio janus', da det var de første stavelser på latin i remsen. Hver stavelse angav en dag, hele remsen var altså på 365 stavelser. På hexametre! Efter reformationen blev den oversat til tysk, rene vrøvlevers, for at hjælpe på hukommelsen. Nu et vers for hver måned, så snedigt opbygget, at der var så mange ord, som der var dage i måneden. Og helgendagens dato er netop navnets plads i ordrækken. Var Franz 4. ord i verset, var det hans dag den fjerde i måneden. Teksten blev o. 1530 oversat fra tysk til dansk af stadsskriveren Bentt Jensen i Malmø.
Den overlevede i et par århundreder i folkeskriftet Bonde-Practica, og er nu ganske død og kun et sært kuriosum. Døm selv, her er oktober måned, som i Bonde-Practica hedder "Sædemaanet":
"Saa kom da Franz med [Sankt] Brigitta fin / Dionysius kalder hiem til sin, / Calixtum med Gallas og Lucas Evangelist ,/haver Elleve tusende Jomfruer til Giest, /Det fortryder Simon og Juda mest."
per-olof.dk

Franz [4.10.], Brigitta [7.10], Dionysius [9.10.], Calixtum [14.10.], Gallas [16.10.], Lucas Evangelist [18.10.], elleve tusende Jomfruer [21.10.], Simon og Juda [28.10.]

Medieprognose

Når frugten er modnet og frøene har forladt kapslen, kan kapslen jo være dekorativ uden dog at være til megen nytte.

Plummer tager på overvejelsesferie til USA. "Efter egen beslutning".

Tøger Seidenfaden bliver direktør for DR. Regeringen har brug for at signalere, at de ikke svigter kulturen, og TS er absolut en kulturpersonlighed. Politikens nye tiltag frastødte læsere i stedet for at tiltrække, og samme mand, som stædigt er gået ind for forandringen er ikke den optimale til at gå ind for forandring af forandringerne.

Nyhedsavisens dage er talte. David Trads bliver chefredaktør på Politiken.

Lektørbasen informerer biblioteker - hvad med os andre?

Bibliotekernes lektørbase er kun for de indviede - men da den langt bredere end avisernes anmeldelser dækker udgivelser i DK, burde den være offentlig.
Nu er det lykkedes mig at se, hvad der skrives om min lille bog "Røde Erik på langfart". Det er vel ikke kun bibliotekarer, som har nytte af at vide at :"Bogen henvender sig til et publikum, der holder af at få en lille tekst at tænke over, en kommentar eller skæv vinkel på det hele"? Oven i købet har denne læser fat i, at min digtsamling "Dagenes digte" har et parallelt anslag og siger, at den kan anvendes i forlængelse af "Røde Erik på langfart". Det synes jeg er godt set. Jeg kan jo så håbe, at nogle biblioteker mener de har læsere "af den populære rubrik i Politken [Dag til Dag]", som han mener formentlig vil blive glade for gensynet og "andre med sans for den gode korte historie kan begynde her". Godt at læse at han har fundet"alt stramt og kort, til såvel eftertanke som smil på en charmerende måde".
Læsere har ikke kun brug for forfatterens ord om egen udgivelse, vi har alle brug for lektørbasens "second opinion".

Læs om Røde Erik på langfart

Pris og kvalitet

I den ene genbrugsbutik går jeg med tre bøger for 15 kroner, mens jeg i den anden får seks bøger for 12 kroner, altså en daler stykket! Det er bøger som i det antikvariske system ikke koster under 50 kr. stykket, enkelte i hvert fald 100 og en enkelt 150. Det er to forskellige verdner. Værdien af bøgerne for mig er jo noget helt tredje.
En af bøgerne jeg køber hedder ”Student i Århus” og det var jeg engang. Bogen er fra 79 og min tid i Århus er fra 1963 til 1966. Da bogen kom, hørte jeg da om den, men drømte ikke om at kigge i den. Nu synes jeg, den er spændende. Den vækker minder, som det hedder, ganske bogstaveligt. Jeg læste statskundskab uden at komme til ende med det, og fra det studie fortæller både Bettina Helberg og vor dronning. Men de andre som skriver og som ligger før min tid, giver alligevel anledning til erindringer hos mig. Helt klart beskrivelserne af stederne, bygninger, gader, kollegierne, professorer og lærerne i øvrigt. Og så er der et godt stykke af Vagn Steen. Der er ikke meget rosenrødt over den studietid, så man tror dårligt en beretning fra en af hans medstuderende om hans klukkende latter. Hans latter kender jeg godt – fra senere tid, men skildringen af hans studietid er fra en anden vinkel. Handler om hvor svært han har med at komme til rette med det sprog, han vil skrive med. Da Vagn i 1964 dukkede op med sit projekt tidsskriftet ”Digte for en Daler” kunne man jo ikke ane noget om den baggrund. ”Digte for en daler” var et brud med fortidens fims omkring digte. Digte skulle være billige, der skulle være billig adgang til dem, og de skulle kunne komme fra mange vinkler, billeddigte, systemdigte, vrøvledigte, alle vegne fra, hvor ord færdes. Så det som også mødet med Vagn bekræftede var, at der findes en livsglad indgang til ordenes verden.Det kunne lige så godt have været en daler og ikke en femmer, jeg betalte for ”Student i Aarhus”, nu lå den bare i genbrugsbutikken i Nykøbing S. og ikke i Frederiksværk.
Og jeg vil jo gerne have bøgerne billigt. Alligevel er der noget i systemet som stadig forekommer helt vildt og i strid med min opdragelse. Jeg er opdraget med, at er det dyrt, er det en garanti for kvalitet og har svært ved at erkende, at det er bar løgn. Så jeg siger tak til Vagn for belæringen dengang, som jeg nu forstår, kostede ham en del at nå frem til.

se osse Livstegn

Lillerøds grønne kile - nu med flere billeder - og andet

Lillerøds grønne kile -nu med flere billeder.
Lillerøds grønne kile

.

Politiken har afsluttet sin konkurrence om bedste 'Dag til Dag'-bidrag. De to bidrag var rigtig gode. Jeg vil påstå, de var mere i rubrikkens ånd end den daglige dosis i lang tid. Så der kan man vel sige at - ægget kan lære hønen.

.

For nu at tale om det helt små: En lille bitte fejl i mit navn har generet et par dage - idet forfatteren til "Røde Erik på langfart" var kommet til at hedde Per-Olaf. Google vil endnu en tid holde fast i det, men i basis skulle det være rettet.
For ikke-Allerødder: Allerød Nyt bragte omtale af min bog i denne uge, hvor man så ved at gå ind på deres hjemmeside Allerød Nyt og opsøge tirsdagsavisen i pdf-format kan læse artiklen på side 47.
Tirsdag bragte Frederiksborg Amts Avis et afsnit fra bogen, nemlig 'Så dansk, så dansk', fordi jeg deri omtaler de nederlandske malere og der i blandt Peter Isaacsz, om hvem der netop er en udstilling på Frederiksborg Slot. Hvis man har abbonnement til deres internet-avis kan den også læses på nettet.

Brug luren - men misbrug den ej

Bronzealderens blæseinstrumenter er som design og udførelse fantastiske. Broby-Johansens karakteristik er uovertruffen:

"Luren er en pragtfuld abstrakt rumskulptur. Det to meter lange rør bliver uafladeligt sværere lige fra mundstykke til lydplade, det tager til i tykkelse lige så umærkeligt gradvis som den i tre dimensioner svungne kurve løfter sig fremad og opad: En brølende form svarende til lurens lyd."

Det kan ikke være rigtigt, at fordi 'Dansk Smør' har gjort et lurmærke til varemærke, så skal det være tabu at bruge lurerne seriøst i andre designsammenhænge - mønter, frimærker, pengesedler. Den nærmest latterliggørelse, som kommer til udtryk som turistsouvenir, hvor luren uhjælpeligt kædes sammen med vikinger, er da til at blive helt dårlig af, når man tænker på den kvalitet, de såkaldte lurer selv udstråler.
Ingen af bidragyderne til forslag til de nye pengesedler har anvendt lurerne. Mange andre danfæ er med, f.eks. Gundestrupkaret, som der vist er almindelig enighed om slet ikke er produceret indenfor Danmarks grænser, i modsætning til lurerne.
Ved sommerens udstilling på Odsherreds Kulturhistoriske Museum med Solvognen som det naturlige, centrale slutpunkt inde i udstillingens spiral, forekom lurens lyd i det brogede lydtapet, som jeg ikke fandt nærmere forklaring på. Der ud over var en af helleristningerne fra Bohuslen med lurblæsere blæst op i stort på væggen, det må da være at gå over åen efter vand!
Hvis Kauls teori om solkulten, holder stik, må man jo tro at lurens lyd har spillet en væsentlig rolle i nogle ceremonier, f.eks. ved solens opgang/solnedgang og hvorfor ikke - ved frembæringen, fremvisningen af solvognen. Solskibet har kunnet følge solen på vej ned ud over havet og lurerne har kunnet give lyd til sceneriet og set og hørt fra land være det nedtonenende akkompangnement til lysets forsvinden. Det har næppe været et tilfældigt placeret lydbrus som på denne udstilling, når man tænker på den flid og dygtighed med baggrund i århundreders finslipning af traditionen, som lurerne er udformet med. Selve ideen med udstillingen at samle fund fra egnen var rigtig god, selvom gulvets knirken og lydtapetet virkede enerverende - på mig.
Da jeg ved en lejlighed her i sommer for et hold cyklister skulle udpege, hvor Brudevæltelurerne er fundet, fandt Marianne på, at jeg burde tage en CD-afspiller med og spille noget fra Cajsa Lunds CD med 'Fornordiske klanger'. Vi blev lidt forbløffede over virkningen, idet vi troede trafikken ville overdøve, men det var tvært i mod. At se ud over det landskab og samtidig høre lurens lyd - det var manende! :-)
Da jeg slukkede fortsatte den durrende lyd - hvorfra? Fire helikoptere var på vej til Fredensborg i hvad anledning det nu var, det kan man kalde samspil.

Mer 'Dag til Dag' i bog -

Tegning:Fritz Jürgensen (1818-1863).

Jeg anså vel historien med rubrikken 'Dag til Dag' i Politiken for afsluttet. Jeg kan dog ikke undlade at fortælle, at jeg er optaget af avisens seneste tiltag. Bagsiden har udskrevet en konkurrence om de to bedste bidrag til rubrikken, gevinsten er ophold i fire måneder på Vallekilde Højskole! Det bliver interessant at se, hvor mange som har givet sig tid til at svare indenfor den ultrakorte tidsfrist. Netop i dag ser man, hvordan læserbidrag anvendes. En læser har indsendt en historie, som så tages ved vingebenet af en af de faste medarbejdere, der laver en genfortælling ud af det. Siden det nu er en konkurrence, må det vel blive konkurrencebidragene , vi skal se.
Konkurrencen er blevet udskrevet i al hast og er vel et tegn på, at de faste medarbejdere er ved at køre fast i opgaven.
Hvad der nu end sker, kan man ikke forvente at 'Dag til Dag' bliver den gamle igen. Bagsiden har naturligt nok et helt andet tempo og 'Dag til Dag' kan aldrig igen blive det stille hjørne midt i kaos, som den gamle rubrik var.
Jeg har mer at fortælle: En af bidragyderne til den gamle rubrik, Tomas Mandel har udvalgt en del af sine bidrag og med dem lavet en lille bog '25 nye MØN historier'. Man behøver slet ikke være 'Møn-boer' for at holde af de historier, se nærmere på hjemmesiden
25 nye MØN historier

NY bog: Røde Erik på langfart

Jeg fik lyst til at samle mine små historier fra ’Dag til Dag’, derfor denne udgivelse:












Røde Erik på Langfart
- og andre oplysende oplevelser
Miniessay af Per-Olof Johansson
fra ’Dag til Dag’ 2002 – 2006. 2007
ISBN 978-87-92032-91-1
107 sider

Pris kr. 125,-

Læs om bogen Røde Erik på Langfart


Følg label ’Som Dag til Dag’ for at se eksempler.

Bestil hos boghandleren eller fra

Underskovens Homepage

eller på adressen

Forlaget Underskoven
Frederiksberggade 30,
1459 København K

Parable upon a parable upon a certain Jesus, his brother Judas and their father.

Long ago and faraway, there was a man, who had two sons Judas and Jesus. Judas was out-turned and practical with control of money matters, so it was quite naturally, that he, when he grew up, soon was engaged in running the family farm. Jesus could not quite well find his place in the context .....
read Parable upon a parable
upon a certain Jesus, his brother Judas and their father -

Dansk
version med ekstra materiale

Blå sutsko

Man kan se dem over hele byen og inde i skoven. Der hører de ikke hjemme, men som den hvide mand spredte vejbred, hvor han kom i Amerika og planten derfor fik navnet den hvide mands fodspor, kan man følge os rundt omkring med blå sutsko. Af pla-stic. Meget brugte i institutioner, hvor vi ikke ønsker at folk skal slæbe snavs ind. I hast kommer nogen ud af døren igen – og hu-sker måske først de blå sutsko nede på stationen. Eller 50 meter væk. Eller på skovturen. Måske ligger de også bare, hvor de nu ligger, bragt derhen af blæst, kuling, storm! Vi får det aldrig at vide.
Hvor kommer de fra? Da jeg en morgen sidder og lægger ny for-syning ud, prøver jeg i tankerne at følge dem ud i verden før de har nået frem til os: Er det en fabrik i Østeuropa, Indien, Kina eller hvor? Jeg starter med at filosofere over pakningen. Ti sutter er rullet sammen og samlet med en simpel elastik, snoet to gan-ge. Kan dette være gjort maskinelt? Sammenrulningen er meget ens men det er måske alligevel håndarbejde, når elastikken er snoet? Det tænker jeg tit på, til tanken en morgen søger sig lidt længere frem i skoene. Der er jo også en elastik i sutten selv – hvordan kom den der? Jeg sprætter en kasseret sutsko op og kan konstatere, at den er et stykke rektangulært plastic, som er foldet en enkelt gang og svejset i enderne. Elastikken sidder i en fold på toppen, altså må denne foldning til en løbegang været lavet efter anbringelsen af elastikken. Altså må man have et apparat til at spænde skoen ud, sætte elastikken omkring den og klemme løbe-gangen sammen. Jeg beslutter, at det må være en maskine. Sik-kert en som laver en frygtelig larm. Der er mange maskiner ved siden af hinanden. Der bruges mange blå sutsko i den civiliserede verden, vejret er generelt dårligt, vådt er her, og den lave pris indikerer også, at der fabrikeres en uendelighed af dem.
Hvad ønsker du dig til jul? Engang kunne det være Politikens håndbog Hvem Hvad Hvor. Den fortalte med instruktive tegnede forløb, hvordan øl fra byg og gær og humle blev til øl, på sidste tegning så man ølbilen køre af sted. Politikens håndbøger er ikke hvad de var. I dag er større bare bedre, hvor mottoet dengang vist var lille og praktisk. Håndbog var noget man kunne have i hån-den og i sengen. I vore dage forventes vi alle at have en læsepult eller mindst et coffetable. Men jeg ønsker mig en sådan tegning af en sutskos historie, i et format til sengelæsning.

per-olof.dk

Apropos vipstjert

I debatten om rubrikken ’Dag til Dag’s være eller ikke-være i Politiken, sneg der sig pludselig en vipstjert ind – som et symbol på rubrikkens særlige meddelelsesform. Ikke alle ved cafébordene ved naturligvis, hvad en vipstjert er. Lugter det ikke lidt af fugl? Jovist – hvid og grå med et enkelt sort stænk og så den karakteristiske vippende lange hale – hvoraf navnet. Måske er navnet lidt forargeligt gammeldags – stjert betød engang hale – så en modernisering kunne være påkrævet. Hvis du slår op i Folk og Fauna, får du sikkert et helt arsenal af mulige andre navne, men enklest kunne det jo være at kalde den halevipper. Jeg har altid forestillet mig, at det var for at holde balancen, at den vipper, men er kommet på den tanke, at det også kunne være et opmærksomhedssignal. For så vidt er den altså højst moderne. Den vipper, som var den betalt for det – hvad den dog ikke er.
På Johannes Larsen Museet i Mariager kan du se et flot sort-hvidt tryk med vipstjerter og endda klodsen, det er trykt med. Og når man kender fuglen fra det levende liv, kan man se dens vipperi for sig, dag efter dag det samme syn, som til sidst bliver hængende på nethinden – for gentagelsen er lærdommens moder (repetitio est mater studiosi).

per-olof.dk

Ovenstående skrevet 17.juni 2006 - men vist aldrig sendt til rubrikken, som jo var død på det tidspunkt, men var tænkt som læserbrev. Jeg tror Bjarne Schilling kom mig i forkøbet, eller hvordan det nu var. Men i hvert fald: I dag skriver signaturen 'Mt' en sød hitorie om svaler og slutter: " Se det var en 'Dag til dag' som i de gode gamle dage. Måske kommer der også snart en om vipstjerter."
Nu har der faktisk været mange gange, der har stået noget i den nye 'Dag til Dag' , som også kunne have stået i den gamle - og ikke som jeg sagde: ren brokkerubrik - hvorfor man da også som tidligere leverandør rask væk de gange har konkluderet, at det åbenbart ikke var indholdet, der var noget galt med i den gamle.

Hvad ler du af?

Det er dig fablen handler om ........ jeg kom til at tænke på, om ikke læsebogen vist henviste til Æsops fabler og ikke La Fontaines. Nettet måtte vel give svaret ... men ikke umiddelbart. H.C.Andersen har skrevet en lille tekst der hedder Det dig fablen sigter til. Jeg måtte til de samlede eventyrs kommentarbind for at se, at teksten er første gang trykt i Dansk Folkeblad nr. 35 28.10.1836. Nej det har ikke noget med Dansk Folkeparti at gøre. Han kalder den "Efter det Tydske". Men her står så i kommentaren,at titlen er oversat fra latin "de te fabula narratur". Her henvises til Vogel Jørgensen Bevingede ord. Vogel Jørgensen siger (6. udg. s.437)at hele udtrykket lyder."Mutato nomine de te fabula narratur" hvilket betyder "Med navnet forandret fortælles historien om dig selv" og stammer fra den romerske digter Horats Satirer. Derfor kan udtrykket udvides til"Quid rides? Mutato nomine de te fabula narratur." "Quid rides?" betyder: "Hvad ler du af?" Det er altså et svar på publikums latter, når historien fortælles.( Ada Prebensen). Men om læsebogen satte udtrykket i forbindelse med Æsop eller La Fontaine må stå uafklaret.Ifølge kommentaren til eventyrene mener Cai M. Woel, at HCA har haft La Fontaines fabler i tankerne. Hvorfor skulle han ikke have kendt Horats? For den latinkyndige: Mer af Horats.

Iraksynopsis

George W. Bush falder uventet i søvn midt i den daglige afsluttende samtale med Vorherre. Og vågner brat op med sin drøm eller, som han kalder det, åbenbaring i frisk erindring. Gud har sagt til ham, at nu gælder det om at pakke al stolthed væk og bare se at komme ud af Irak. Gud vil gerne hjælpe. Han lader teleprompteren køre og George husker det meste: Om hvilke regler i forfatningen han skal henholde sig til, hvilke personer han først bør indvie i planen og først og sidst: At han ikke må vige selv for de allerstærkeste og bedste argumenter. Planen er klar: Tropperne dirigeres ud af Irak inden for så kort tid som overhovedet muligt. Saddam Hussein stilles for gammelt venskabs skyld over for valget mellem at tage med til USA eller at blive efterladt fri i et af sine gamle paladser med lidt mad og tøj – samt mobiltelefon. Og denne operation er simpelthen den sidste brik i planen, ingen må få denne del at vide før i sidste øjeblik. Han vælger selvfølgelig at blive og tage kampen op.

Der kan laves forskellige scenarier for den videre udvikling. Et lille minihjørne kunne være, at ingen finder på at informere de danske tropper, som først bliver bekendt med udviklingen i nattens løb, mens amerikanerne og de andre allierede er på vej ud af Irak. Vagtpatruljerne som kommer hjem med denne oplysning, bliver ikke troet af den øverstbefalende dansker, der modvilligt søger oplysninger i de andres hovedkvarterer, men ikke opnår kontakt. Han beslutter derfor at afvente nærmere til næste dag. Spændende om han overlever.

Jeg tænker, at begivenhederne snart vil rulle så hurtigt, at de ville overhale den tid, det tager at skrive denne murstensroman med arbejdstitlen ”Out of Iraq”.

Trykt i Information 21.12.2006

Tanker om Sandholm

Vi mødte op ved Lillerød station for at se garderne afmarchere til Sandholm. De kom med toget efter vagt ved Amalienborg. Måske med skråhuer, men ofte var det med bjørneskindshuerne, vi er i begyndelsen af 50’erne. Engang cyklede Peter og jeg derud for at se kong Frederik slå et søm i en fane – bare for at se ham. Det lykkedes – på vej hjem røg vi i grøften på Sandhomgårdsvej, for at undgå at blive kørt ned af selv samme høje person.
Sommersøndage med godt vejr cirklede svævefly over byen, udstrålede fred. Vi kunne finde på at cykle ud til Sandholm og se dem gå op. Aldrig har jeg haft ambition om at stige op og svæve selv, men jeg var fascineret af deres glideflugt. Opstigningen foregik fra marken lige over for kasernen. Tit var det Bobbbys mor som steg ind i flyet, hvilket man var voldsomt imponeret af.
Uden at være garder boede jeg et halvår i Sandholmlejre. Telegraftroppernes sergentelever gik i skole på Høveltegård, men boede i Sandholmlejren. Vi var vel både lidt ironisk imponerede over vore garderkolleger, og meget lettede over at være havnet ved telegrafen. Fra vinduerne overværede vi gardernes lørdagsparader – de var som en flok toptrænede sky heste, når befalingsmændene afpatruljerede rækkerne.
I over 20 år nu flygtningelejr og pludselig Danmarkshistorie, et begreb ”Sandhom”, der ganske skjuler fortiden. Engang kongelig ejendom, en tid ejet af Corfitz Ulfeldt, tilbage til kongen, købt af arkitekten Lauritz de Thurah og ombygget, brændt 1834. Dengang måske af udseende som Gl. Holtegård.
For at slippe ud af folkemunde omdøbtes ”åndsvageanstalten Ebberødgård” til Svaneparken, og hvad ethvert barn engang vidste om det sted, ved nu ingen. Sådan må ”Sandholm” måske også engang skifte navn, når den jævnes med jorden og bliver parcelhuskvarter. Skønt – den nærliggende Høvelte Kaserne rummede efter anden verdenskrig tusinder af flygtninge, hvis døde vi ikke aner hvor blev af, og hvis grumme historie ikke satte plet på navnet.

Trykt i Frederiksborg Amts Avis 21. november 2006

Dag til Dag i dag

9:44 15-11-2006
I Politikens Dag til Dag skriver dagens skribent med udgangspunkt i kritik fra en kollega, som synes rubrikken skrives for optimistisk. Min mening er, at rubrikkens fejl er , at den skrives som læserbrev. I den nedlagte rubrik var grundtemaet 'en oplevelse' stor eller som regel lille, og der behøvede ikke være nogen større pointe. Nu burde 'Dag til Dag' hedde 'Dagens brok' og kunne ligesågodt være et læserbrev. Det er jeg ligeved at skrive til dagtildag@pol.dk. Jeg må holde et et stort skilt op for øjnene af mig, for at lade være: DU ER BLEVET FYRET, FORSTÅ DET DOG MAND! Nå ja, men jeg er da osse læser ikke? Nå nu står mit brok så her -.
Jeg ryddede op i et hjørne og fandt en hel Politiken fra foråret 2005, og sjælede over drbut's tur til Operaen. Her var både mening og oplevelse i en 'Dag til Dag'

Dobbeltæbletid - tænk

I betragtning af, at vi just har haft snestorm, er det underligt at kigge billeder igennem, som man synes lige er taget.
Jeg var gennem mapperne for at genfinde dagens billeder. Jeg troede måske, det var noget for Lørdagsliv (Pol.tillæg), åbenbart ikke. Så kommer de her.
Siamesiske æbletvillinger?
Naturens poesi.
Er det ikke et stort æble?

Nå sådan....!

Episode i toget

Det ville historien hedde hos Storm P: Episode i toget. Den foregår i toget – nordpå. En tigger kommer ind – her slutter Storm P – for hun går ikke i hullede sko og lappet tøj og er for resten altså af hunkøn – og for resten køn – køn pige med en seddel hun vil vise rundt. Hele kupeen bedømmer hende åbenbart til at være en af de i TV nys omtalte tiggerturister fra Rumænien – eller også bedømmes hun alene på sit velholdte tøj og renvaskede udseende. I TV havde en journalist uden større held forsøgt sig med skjult kamera . Måske var dette et lignende forsøg? Hun får ikke en jante.
Så er der kontrol, to mand høj visiterer os og den unge mand ved siden af mig viser sit kort frem. Kontrollen vil også se ID. Kortet var OK hvis han havde været i uniform, lyder det – ”men du ved godt, at i civil, skal du også vise ID.” Det har han godt nok aldrig været ude for før, bedyrer han, men kontrollen er no mercy. ”Hør nu godt efter” siger han. Du får et valg – enten ti stærke her på gulvet eller du betaler bøden på 600 kroner!” Soldaten, for det er han jo, er et stort spørgsmålstegn, men forslaget gælder altså ti armbøjninger i mellemgangen – eller bøden. ”Gør plads for manden” – og der ligger så soldaten og tager ti armbøjninger i hurtig rækkefølge så let som ingenting. ”Du har bestået prøven” siger kontrolløren, mens makkeren er ved at dø af grin ” – gammel sergent” siger han og de går videre – fulgt af kupeens klapsalver. ”Godt at se, at der kan udvises konduite i DSB,” siger en velklædt herre. Der blev lidt snak om, hvorvidt reglerne virkelig var så vanvittige, der var jo foto på kortet. Stort set er dog humøret større end forargelsen. Som vi havde det med Storm P engang. Vi forventer alle, det er skjult kamera. Alle gik vi videre med en god historie at fortælle til hver der gider lytte med.
per-olof.dk


********************

Sendt som bidrag til Politikens genopstandne 'Dag til Dag' rubrik. Den måde bidrag bruges på er så ved at citere. Her kan man så se, hvad der citeres fra (20.10.06).