Kontroltab og aviser - eller: Interaktivitet på skrømt?

Måske kunne nogen ved Internettets fremkomst fantasere sig til et net helt befriet fra al kontrol. Det har vist sig at være en illusion, men det er i dag ikke let at sige, hvor kontrollen ligger. Og man kan ikke nægte, at der er forskellige faser, således at den enkelte vil have kunnet have oplevelsen, at der ingen kontrol var. Og det er nok en oplevelse mange fortsat kan have, uden man kan sige, at der ikke udøves kontrol og at der er muligheder og fare for, at kontrollen udvides.
Fokus i denne debat ligger for tiden på de mange blogs, som er kendetegnet ved letheden, hvormed de etableres og deres mulighed for interaktivitet. Indholdsmæssigt er der en utrolig bredde, således at man dårligt kan tale om dem som en enhed. Tøger Seidenfaden skriver i en opinionartikel 22. 10. ”At skelne mellem skidt og kanel er en kæmpeopgave på nettet, hvor langt de fleste af de mange blogs for eksempel er trivielle eller ligefrem løgnagtige.” Det er et meget illustrativt synspunkt og svarer meget godt til de selv samme kritiserede blogs. Det er en hurtigt nedtastet mening uden mindste form for dokumentation. Den underdanige læser vil tage redaktørens synspunkt for veldokumenteret, mens det, hvis forfatteren var en mere anonym blogger, bare er en mening blandt andre.

Hvis man ikke interesserer sig for hundehold er en blog om min egen lille puddel måske at opfatte som triviel, men det er jo ikke sikkert andre hundeholdere har samme synspunkt. Når man ikke er synderlig interesseret i sport eller motor eller boligstof, forekommer avisens mængde af sider om disse emner også ganske trivielle. Avisen har en begrænsende redaktion, og slige begrænsninger rummer blogverdenen ikke. Faktisk var sport jo noget aviserne skulle opdage var godt stof. Men i blogverdenen bestemmer jeg selv, hvad jeg vil opfatte som det gode stof. Når bloggerne ellers holder sig indenfor visse anstændighedsgrænser, så kan der ganske rigtigt også blive plads til en hel del løgne, men adskiller sig jo ikke dermed for megen anden menneskelig aktivitet. Her siger så TS: ”Her kan og skal vi [avisen] skabe overblik - ikke som begrænsende smagsdommere, men ved at understøtte, formidle og kvalificere alle de nye søgemetoder, der hele tiden udvikles for at kunne håndtere og orientere sig i en eksponentielt voksende datamængde derude.” Det er et godt program, som man kan tro på eller lade være. Erfaringen har dog vist, at Politiken har ikke sjældent måtte bakke ud, når det kom til stykket. Derfor kan man jo ikke afvise, at man næste gang formår at matche situationen.

Jeg tænker her på, at Politiken med først konferencesystemet PolOnline fik sat en interaktivitet på skinner, som man ikke vovede at lade køre videre. Siden etableredes en platform for debatter, som heller ikke var til redaktionens tilfredshed, selvom den blev flittigt brugt af læserne. Det er som om, at når der åbnes for interaktivitet, bliver avisens karakter af overdommer angrebet, hvorefter man kryber tilbage i musehullet.
Måske var det værd at gå tilbage til nutiden og se, hvad der foregår i debatleddet, i stedet for at dyrke ideelle fremtidsscenarier, man alligevel ikke kan leve op til.
Politiken offentliggør oversigter over, hvor mange kommentarer og læserbreve, de modtager og fortæller hvilke emner, som i sær er omfattet af den store post.

Og enhver læser kan jo konstatere, at der bringes meget, mere end de fleste af os kan overkomme at kapere. Og alligevel: Som jævnlig indsender og dermed ofte blandt de vragede, kan man ikke lade være med at overveje, hvad der mon bliver af alt det vragede. Er det helt uden spor, trods den manglende offentliggørelse, offentliggøres det andre steder, skaber det bitterhed mod avisen etc. etc.
I gamle dage var det ikke usædvanligt ved et indlæg at se tilføjelsen ”nægtet optagelse” i den og den anden publikation. Man kan nu og da konstatere, at der er skribenter som ikke overholder kravet om, at indlæg kun er sendt til den avis, som trykker indlægget – for vi der læser flere aviser møder indlægget flere steder.
Men som regel vil læseren ikke kunne ane noget om indlæggets skæbne inden det rammer den platform, hvor han/hun læser det.

Jeg har ikke hørt om hjemmesider eller blogs for refuserede indlæg. Læsere af min blog vil se, at jeg selv tit anfører hvis indlægget er blevet trykt eller ikke trykt og hvor det har været henne, men jeg har ikke indtryk af, at dette er almindelig praksis. Ikke alle indlæg er egnede til at blive trykt i en anden avis og kan dog godt være meningsfuldt at bringe på nettet. Redaktionen har afvist indlægget, hvilket sommetider faktisk selv at indsender kan opfattes som meningsfuldt, når andre får mulighed for at fremsætte lignende synspunkter. Men man kan også opleve, at der er debatter som redaktionen ikke ønsker at tage op, fordi de ikke mener tilstrækkeligt mange læsere vil interesse sig for emnet. I vore dage argumenteres der sjældent i afslag, der kunne man før i tiden komme til at sige afslørende ting om udvælgelseskriterierne. Mit bedste eksempel er, at jeg godt kunne få placeret en kronik i Politiken om, at jeg var bange for hunde, men aldrig om Kommunernes Landsforening, et emne som var alt for kedeligt til kronikken!
Jeg tror, at det avisen stræber efter er netop at være overdommer uden at dette skal komme alt for tydeligt frem, man ønsker kontrol. Hvis der virkelig skal ske et nybrud, så er det ved at få gjort op med den rolle og finde en ny, mindre fordomsfuld position. Slip frygten for kontroltabet!

c poj

Indlægget nægtet optagelse i Politiken - så vidt jeg forstår det, er mit synspunkt allerede blevet dækket ind - det er nu noget jeg ikke har opdaget.

30-01-2007: Ser at indlægget er bakket op i en anden blog:cititzen journalism