Gavle på Frilandsmuseet

Enhver tur på Frilandsmuseet giver anledning til at se noget nyt. I dag tænkte jeg på gavle - som man selvfølgelig har set mange gange, men det giver noget, når man siger "gavle" - og her er så nogle billeder, uden nærmere forklaringer!
Jeg havde selvfølgelig håbet, at butikken havde taget min bog om "En tid med spånkurve" hjem - men den rabat jeg kunne tilbyde var vist ikke stor nok, de siger de plejer at få 35 %! Det skulle så prisen være sat efter, hvad den ikke er.

Kulturministerium vågn dog op!

Overfor Frilandsmuseet i Lyngby ligger en pragtfuld pompøs bygning fra 1915. Den rummede engang Landbrugsmuseet, som nu er flyttet til Gl. Estrup på Djursland. Siden er bygningen bare i forfald, vinduerne falder formentlig snart ud, de skriger langt væk af mangelnde vedligehold. Hvem har ansvaret for dette sløseri? Den skal da ikke bare sælges til hovedsæde for det ene eller andet. Den skal bruges til museeumsformål, tag jer nu sammen Kulturministerium. Mangfoldige gode formål kan her finde plads i værdige rammer.
Nu skriver jeg det i min blog, og det kan læses over hele verden. Jeg har så tit tænkt på, når jeg passerede bygningen: Hvad kan jeg gøre?
I Allerød lavede man en gammel bygning, der risikerede at blive besat, til teaterbygning for Dr. Dante. Fantasien til magten - også i Kulturministeriet!



Indenfor på Frilandsmuseet - lige nu med efterår i bladene - og så en levende kålgård - det er nu den skal ses.

To spånkurve på Frilandsmuseet -

Børnene går på jagt på Frilandsmuseet, med A4 i hånd.





Jeg skrev slet ikke ned, hvor disse spånkurve står på Frilandsmuseet, selvom jeg har mine anelser. Næste gang går jagten ind - hvor var det nu?

Forsvar for havekultur

Forsvar for havekultur,
under titlen 'Historiske haver'
Trykt i Berlingske Tidende 1. okt. 2006 (sidste sætning blev der ikke plads til.)

De er en vældig interesse for haver i disse år. Det vælter frem med bøger, der er havemagasiner i TV, der er artikler i alle trykte medier. Landet køres tyndt af busser for at besøge de åbne haver, og det gælder ikke kun slotsanlæg.
Netop i år er der udkommet en bog på Nationalmuseets forlag om Frilandsmuseets haver, der fortæller konkrete historier om 23 haver, omstændighederne ved deres tilkomst og hvad man kan finde i dem. En meget tiltalende lille tryksag, spækket med oplysninger og samtidig fuld af inspirerende fotos.
Intet turde vel være mere naturligt end at Frilandsmuseet tager vare på også denne side af bonde- og landsbykulturen, selvom hovedformålet er bygningshistorien. Ikke desto mindre var det ikke helt indlysende fra første færd, og den vægt, der er blevet lagt på denne side af museets opgaver, har været højst svingende.
I 1970’erne anede man et opsving ved museumsinspektør Erik Jensen, men haver er jo noget som kræver pleje og i prioriteringsrækkefølgen skete det alt for tit at haverne røg til bunds. Fra 1990 skete noget positivt, med hjælp fra interesserede privatpersoner. Hvis jeg ikke husker meget fejl, var det Mette Skougaard som stod for dette initiativ. Der blev fundet mulighed for støtte til en projektopstart, men da tre år var gået var der ikke flere penge, og de frivillige måtte sendes hjem og et nyt forfald fandt sted. I de senere år har man igen fundet midler somewhere og med Else Michelsen som museets tovholder blev der (igen) dannet lav af frivillige til at hjælpe til med et udvalgt antal haver. Nu er vi imidlertid i sparetider og man siger af den årsag farvel til Else Michelsen. I selv samme år man udsender hendes fremragende lille bog. Set med forhistorien in mente kan man ikke andet end finde hendes lovprisning af Frilandsmuseets haver for overdreven – det er en lovprisning af, hvad disse haver kunne være og kunne repræsentere, hvis der ofredes de tilstrækkelige midler dertil.
Løsningen kunne være, at der blev oprettet en selvstændig afdeling under Frilandsmuseet f.eks. med navnet ’Havehistorisk Museum’, der tildeltes egne midler så opgaven ikke igen og igen kunne prioriteres væk. Lad der gerne indgå sponsormidler i overvejelserne. Den oplagte leder kunne derefter anmodes om at vende tilbage til museet.

Billedet: Humlestænger i Lundagergårdens område.

Link Frilandsmuseets haver

Danskerne er indvandrere!

Jeg fandt et manus fra 2002 som aldrig fandt aftager: Jeg synes det passer til min blog.

Et rigtigt håndskrevet brev har et særligt forløb. Vi forventer ikke der er skrevet en kladde, vi forventer ikke at teksten er tilrettelagt, vi kan leve med overstregninger og pile op og ned. Vi er nogle der nyder på denne måde at følge tankernes flugt.
Men hvor meget af den slags læser vi? Det meste vi læser er tyggemad - det har været tekstbehandlingen adskillige gange. Derved er begyndelsen sjældent begyndelsen. Hvis den uvidende forfatter har ladet sin begyndelse stå, skal redaktionssekretæren eller hvem der nu sidder med adgang til delete-tasten nok få den slettet. Konklusionen hives op i første sætning i bedste mening og meningen med dette er, at når artiklen når frem til avisens spalter så kan der skæres fra bunden, alt efter den plads som er til rådighed.
At der skulle være mening med den lidt fjerne indledning er gået i glemmebogen.........

...............................................................Læs videre her: Danskerne er indvandrere ... Word-fil