Tanker om Sandholm

Vi mødte op ved Lillerød station for at se garderne afmarchere til Sandholm. De kom med toget efter vagt ved Amalienborg. Måske med skråhuer, men ofte var det med bjørneskindshuerne, vi er i begyndelsen af 50’erne. Engang cyklede Peter og jeg derud for at se kong Frederik slå et søm i en fane – bare for at se ham. Det lykkedes – på vej hjem røg vi i grøften på Sandhomgårdsvej, for at undgå at blive kørt ned af selv samme høje person.
Sommersøndage med godt vejr cirklede svævefly over byen, udstrålede fred. Vi kunne finde på at cykle ud til Sandholm og se dem gå op. Aldrig har jeg haft ambition om at stige op og svæve selv, men jeg var fascineret af deres glideflugt. Opstigningen foregik fra marken lige over for kasernen. Tit var det Bobbbys mor som steg ind i flyet, hvilket man var voldsomt imponeret af.
Uden at være garder boede jeg et halvår i Sandholmlejre. Telegraftroppernes sergentelever gik i skole på Høveltegård, men boede i Sandholmlejren. Vi var vel både lidt ironisk imponerede over vore garderkolleger, og meget lettede over at være havnet ved telegrafen. Fra vinduerne overværede vi gardernes lørdagsparader – de var som en flok toptrænede sky heste, når befalingsmændene afpatruljerede rækkerne.
I over 20 år nu flygtningelejr og pludselig Danmarkshistorie, et begreb ”Sandhom”, der ganske skjuler fortiden. Engang kongelig ejendom, en tid ejet af Corfitz Ulfeldt, tilbage til kongen, købt af arkitekten Lauritz de Thurah og ombygget, brændt 1834. Dengang måske af udseende som Gl. Holtegård.
For at slippe ud af folkemunde omdøbtes ”åndsvageanstalten Ebberødgård” til Svaneparken, og hvad ethvert barn engang vidste om det sted, ved nu ingen. Sådan må ”Sandholm” måske også engang skifte navn, når den jævnes med jorden og bliver parcelhuskvarter. Skønt – den nærliggende Høvelte Kaserne rummede efter anden verdenskrig tusinder af flygtninge, hvis døde vi ikke aner hvor blev af, og hvis grumme historie ikke satte plet på navnet.

Trykt i Frederiksborg Amts Avis 21. november 2006