Nekrolog over rubrikken 'Dag til Dag'

God pinse siger vi - så er det ærgerligt at gå lidt sur ind til pinsen. Men da jeg i Politiken læste, at man pr. 2. juni 2006 har nedlagt rubrikken 'Dag til Dag', blev jeg da både sur og ærgerlig. Som man nu kan blive, når man både har kunnet lide at læse rubrikken og at skrive i den. Mange læsere har i årenens løb bidraget og de er nu kastet på porten uden mindste tak for bidragene. Tvært i mod - ved afskaffelsen får de at vide, at deres bidrag har været overflødigt! En rubrik med det navn har eksisteret i Politiken siden 1890, så det er en lang tradition man giver en god dag, uden at give den en sidste hilsen med på vejen. Man kan i Politkens historie set indefra, bind 1 (1983) læse, at det var Politikens ældste faste rubrik. En nekrolog havde vel passet til siden. Begrundelsen for afskaffelsen er, at det skulle give plads til yderligere navnestof. Så vidt jeg husker var man tæt på at afskaffe rubrikken i forbindelse med indførelsen af 'læsernes redaktør' som fik dens plads på ledersiden, hvor 'Dag til Dag' havde huseret siden begyndelsen af 1900-tallet. Mange protesterede over flytningen, det var de første måneder af 2001. Den enspaltede version virkede som en nedvurdering.
Rubrikkens storhedstid er nok perioden med Axel Nygaards daglige tegninger med tekst inspireret af Hans Hartvig Seedorf Pedersens kone. Skønt vel inhabil i egenskab af deltager her i sidste runde, synes jeg den ikke har været den dårligste. Især da man gik fra den enkelte, smalle spalte til nærmest tospaltet bredde. Jørgen Saabyes tegning har hver dag været et plus og et startpunkt i avisen for mange læsere.
Siden min start i rubrikken dec. 2002 er det blevet til 72 bidrag. Programmet har for mig været at indfange den oplysende oplevelse. Når man kan have en tendens til at brede sig, er det sjovt at finde en kort form som trods kortheden dog kan rumme det man ønsker at få sagt.
Meninger er i højsædet, også gerne meninger uden hold hverken i oplevelser eller fakta. Her har bidragene i 'Dag til Dag' givet plads til en anden vinkel på tilværelsen, en anden atmosfære. Meget forskellige vinkler, nu og da også den lidt tutte-nuttede, men vel også den egentlig ganske menneskelig? Mange læserhenvendelser har ladet ane, at rubrikken blev bredt læst.
Måske bliver der nu plads til en længere fødselsdagsartikel mere. Denne udvidelse i al ære, synes det virkelige nybrud at være farve på fødselsdagstallene.
Man kan håbe, at redaktionen besinder sig, siger tak til Gerd Salmark for hendes redigering af spalten og lader den genopstå for pladsen er der, når viljen er der.

Per-Olof Johansson
Eftertryk tilladt med angivelse af kilde.
Axel Nygaard side
***********************************************
Jeg havde tre-fire tekster liggende på redaktionen, da der blev blæst retræte og en enkelt klar herhjemme. Måske finder de frem ad andre kanaler, ellers kommer de her.

I dag kan det synes relevant at bringe denne lille minderune over en anden bidragyder til rubrikken.

Åndeligt brusebad

Uden at udvikle sig til de store venskaber, giver årelange bekendtskaber i det lille samfund sig udtryk i noget der til sidst ligner. Og pludselig dør folk så, uden at give en besked. Jo vist bagefter en dødsannonce, som man måske/måske ikke ser. Uforvarende spørger man et familiemedlem om vedkommendes helbred – nej han er død.
Vi mødtes til sæsonens kammerkoncerter. De kom med toget, og så bilede de sammen med os retur. Så fik koncerten en overhaling, men også andre emner kom på tapetet, politik eller krydsende bekendtskaber, det kunne ende med at farvellet trak ud med et glas hvidvin fra tappehanen.
Da pensionistalderen indhentede dem, var det til de gratis koncerter, vi mødtes og så gik der langt mellem snakkene og pludselig er han alene. Vi får en snak i byen, humøret kommer tilbage, han forarges ikke over den bare mode, nyder den uskrømtet, ”se nu der” siger han og udpeger en vuggende bagdel. Vitserne fyger om ørene på en. Det går op for mig, at han i mange år har været leverandør til ’Dag til Dag’ med især sproglige finurligheder. Og det er da også med sådanne vitser på læben, han tager samtalen op. Nu er også han død. Et sted i papirstablerne ligger et par hilsener fra ham, som jeg håber en dag at gense. Når en tekst ikke nød fremme i ’Dag til Dag’, syntes han, jeg var et godt alternativ. Hvilket naturligvis gav anledning til ny snak.
Stadig er det sådan, at en bestemt vellykket koncert kan få os til at mindes ham. Det er vel ordene i sig selv, men også erindringen om den buldrende begejstring over en aften med Michaela Fukacova. Han spillede jo selv cello engang, så han vidste, hvad han talte om, da han kaldte det vi havde været igennem den aften med hende for ”et åndeligt brusebad”. En god vending at vende tilbage til som et anvendeligt kvalitetsstempel.

per-olof.dk