Dag til Dag dilemma –

To skriveglade skoleelever fik den gode ide at skrive en klumme til rubrikken 'Dag til Dag' i Politiken. Meningen var, at det kunne give cool cash som deres bidrag til 'Operation dagsværk'. Planen lykkedes og klummen er i avisen i dag og de faste skribenter kan puste ud. Hvad er problemet?
Problemet er, at min gode ven Olsen også læser Politiken og formodentlig også læser, at de to gutter har fået 600 kr. for at løse opgaven.
'Nå' siger Olsen nu nok til mig. 'Du lyver jo'. Jeg lyver da ikke. 'Jo' siger han, 'du sagde at man ikke fik penge for at skrive til 'Dag til Dag'. 'Altså hør nu her Olsen' må jeg så sige, 'jeg gik selvfølgelig ud fra, at det der gjaldt mig også gjaldt andre. Og jeg har i hvert fald aldrig set en krone. Jeg har grint lidt af, at de ikke betalte noget, men jeg har ikke stillet noget krav heller. Og selvfølgelig ved jeg godt, at de faste medarbejdere, som har overtaget opgaven, får penge for at lave det, vi andre lavede con amore. Men Mandel bedyrer i hvert fald, at han da heller aldrig har set nogen penge, så tro mig, de har blot ville være flinke i sagens anledning'. Olsen vil nok tro mig, men vi ved jo også, at i pengesager kan man ikke tro sine medmennesker længere end til tænderne, så måske vil der et sted i hans indre husere den tanke, at jeg blot er en garvet benægter. Så der har avisen kastet mig ud i et dilemma, jeg ikke kan løse.
Hvis jeg nu var helt grøn forfatter og så, at der var blevet betalt for bidrag til 'Dag til Dag', mon jeg så ikke ville sende en stribe og forvente at blive honoreret? Jeg kan se for mig, at andre kunne blive inspirerede, og hvem ved, måske har bagsideredaktøren så store vanskeligheder med at inddrive sine bidrag, at han blot hilser de nye velkommen. Så er vi tilbage til start skønt naturligvis en bedre start, hvis bidragyderne får et honorar. Mit dilemma består. Olsen siger nok, hvad han mener. Andre siger ikke noget, men tænker i det stille sit: Han fik penge for det.

per-olof.dk