Statsministeren med to tunger

Det har været interessant at læse, hvad der så kom ud af, at Ekstrabladets journalist Bo Elkjær endelig fik et ønsket interview med Anders Fogh Rasmussen. Hvad man kan konstatere er, at egentlige svar bliver det ikke til. Men Elkjær opnår i hvert fald bedre end Politikens interwiever at udstille, at statsministeren taler med to tunger, især hvor han skal forklare, at løgnen med at Irak havde masseødelæggelsesvåben ikke blev brugt som argument, skønt han ikke kan nægte, masseødelæggelsesvåbenene blev omtalt. De passager kan uden videre tekstbehandling overføres til Cirkusrevyen.
Gang på gang har statsministeren nægtet at give Bo Elkjær et interview, også efter at Ombudsmanden har henstillet til ham at gøre det, fordi statsministeren er en del af statsforvaltningen. Nu har han efter måneders overvejelser alligevel fulgt Ombudsmandens henstilling. Han gør, som Ombudsmanden siger, han bør gøre, men han siger: ”så har jeg den grundopfattelse, at det er min frihed at bestemme, hvem jeg vil snakke med og hvornår. Understregningen af at jeg gør det her, det er, at det er ikke dig som journalist eller som person, der er et problem med, jeg vil bare insistere på min frihed til at bestemme, hvornår jeg synes, det er aktuelt at sige noget.!”
Det Ombudsmanden har skåret ud i pap er, at denne frihed har han ikke som statsminister, lige meget, hvor mange gange Anders Fogh Rasmussen gentager det. Det er det allervigtigste, der er kommet ud af dette forløb. Jeg tror ikke, i modsætning til dagens Tøger Seidenfaden i Politiken, at der med interviewet er en ny begyndelse på ansvarsdebatten. Den debat vil først gøre et ryk, hvis vi fik en anden regering, hvad der ikke er mange udsigter til. Hjælpen vil ikke komme fra pressen men fra bedre revyer og stand-up komikere, der forstår at udnytte det materiale, som statsministerens tungetale jævnligt serverer.