Ombudsmanden overlevede!

09-08-2007: Såvel Frederiksborg Amts Avis som Politiken har ledere om udryddelse af den såkaldte iberiske skovsnegl, men ikke om at statsministeren endelig har valgt at følge ombudsmandens henstilling om at give interview til en journalist fra Ekstrabladet, Bo Elkjær. Hvordan kunne den leder lyder? Jeg giver her et bud:

Ombudsmanden overlevede!

En journalist fra Ekstrabladet, Bo Elkjær søgte forgæves et utal af gange at få et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen om Danmarks engagement i Irak-krigen. Herover klagede han til Ombudsmanden, som i sidste omgang gav ham medhold så langt, at et afslag fra statsministeren skulle indeholde en begrundelse, som var i overensstemmelse med forvaltningsrettens skrevne og uskrevne regler.
Statsministeren har som folkevalgt ret til at udtrykke, hvad mening han vil, men han er også en del af det forvaltningsmæssige system og er derfor underlagt nogle regler, herunder at skulle begrunde afslag. Og ombudsmanden mente ikke, at statsministeren havde givet holdbare begrundelser for afslaget, hvorfor han henstillede at interviewet blev givet.
Det tog vi alle som en besked til statsministeren om nu endelig at imødekomme journalistens anmodning. Statsministeren lod i en pressemeddelelse forstå, at ingen kunne tvinge ham til at give interview.
Nu har han så alligevel sagt ja til at lade sig interview af Bo Elkjær med den begrundelse, at der foreligger en ny situation i og med, at de danske soldater er vendt hjem fra Irak.
Det er naturligvis en skinbegrundelse (som i vore dage nok burde hedde ”spinbegrundelse”). Den dækker over, at ingen jurist i statsministeriet med æren i behold kunne omsætte statsministerens ”mening” til en forvaltningsretlig acceptabel begrundelse for afslaget. Lade være med at svare på ombudsmandens henstilling kunne man selvfølgelig slet ikke anbefale. Det ville jo blot være at fordoble fejlen!
Hans Gammeltoft-Hansen bad nemlig i svaret på klagen Bo Elkjær (31.5.2007!) afvente statsministeriets nye afgørelse i sagen, før han tog stilling til, om der var grundlag for en ny henvendelse. Konklusionen i svaret var:” Jeg må herefter lægge til grund, at statsministeriet ikke har dokumenteret nogen konkret grund - endsige en saglig grund- til at De ikke kan få et interview.
Som følge heraf har jeg samtidig hermed henstillet til Statsministeriet at ministeriet genoptager sagen med henblik på at De nu får tilbudt et interview med statsministeren, eller at ministeriet i tilfælde af fortsat afslag konkret redegør for de grunde som ministeriet har lagt vægt på.”
Den nye afgørelse er nu kommet. Statsministeren griber til begrundelsen ”en ny situation”, men det korte af det lange er, at han nu retter sig efter ombudsmandens henstilling. Dermed er ombudsmanden reddet.
Han syntes ikke selv, at han burde tage konsekvensen af statsministerens afvisning og gå af. Som han sagde i en kronik i Jyllands Posten: En lægeven havde sagt, at i valget mellem pest og kolera, burde man ufortøvet vælge kolera. Ombudsmanden havde valget mellem tab af troværdighed og autoritet og havde valgt det tab af autoritet, som statsministerens afvisning af henstillingen måtte betyde.
Var sagen blevet stående der, burde et folketingsflertal være trådt i karakter og enten have givet statsministeren et mistillidsvotum eller vælge sig en ny ombudsmand. Måske er et folketingsflertal virkelig trådt i karakter – hvis man kan sige dét om tryk bag lukkede døre. For måske er trykket slet ikke kun kommet fra embedsfolket, som jo er eksperter og derfor ikke nyder statsministerens tillid. Der er jo så meget i dansk politik, hvorom vi først kender sandheden om tyve år.

per-olof.dk