Friværdi splitter Danmark

Pludselig kan gamle sandheder fremstå som nye, og det er vel hvad jeg har været ude for.
Da Sovjetunionen gik i graven, var det ret tydeligt, at overgangen til privatkapitalisme medførte, at der var værdier, som egentlig tilkom fællesskabet, som blev ranet at dem, der var nærmest. Det forekommer mig, at der en vis lighed mellem dette, og så den måde de fællesskabte værdier i 2000-tallet tilflyder ejendomsbesidderne i Danmark som såkaldt ’friværdi’. Forskellen er selvfølgelig, at i Danmark får en ejendomsbesidder adgang til kagen alene ved ejerskabet. Men er det med større ret? Det synes jeg ikke. Når de samfundsskabte værdier udstykkes til en bestemt befolkningsgruppe, går de naturligvis fra nogen – nemlig i dette tilfælde lejergruppen. Hver ejer for sig kan hygge sig med sin lovligt erhvervede friværdi uden at erkende sit politiske medansvar. Henning Fonsmark påduttede i bogen ’Historien om den danske utopi’ socialdemokratiet, at det med dets velfærdsprogram i sin tid købte sig stemmer! Det turde være en beskyldning, man med langt større ret i dag kunne rette med det regerende flertal.
I den grad lejerne ikke får øje på at de bestjæles og derfor kan finde på at stemme på de pågældende partier, bidrager de selv til, at de bliver en mere og mere udgrænset gruppe i Danmark. Man må konkludere, at der er andre end indvandrere, som trænger til at blive integreret i det danske samfund!
Denne ’opdagelse’ gør jeg, da jeg som medlem af Ældresagen modtager et brev stilet til mig personligt, som forudsætter, at jeg har en bolig med realiserbar friværdi. Som lejer må jeg tage op til overvejelse, hvorvidt jeg kan være medlem af en forening, der i et så væsentligt spørgsmål, arbejder for dem, der udgrænser mig.

Trykt i Frederiksborg Amts Avis 17. august 2006