Kanonkuglen
En dreng fra de nye børnehaveklasser kommer farende gennem SFO'en mens han med den ene hånd bagud klemmer ballerne sammen. Hvad sker der? 'Jeg skal lave pøller' og jeg aner, han er usikker på, hvor toilettet nu er. Selvfølgelig kan det en af de første dage være lidt usikkert, hvor den nærmeste af hele ti toiletdøre er. Nå ind kom han.
Så er det jeg hjemme opdager kanonkuglen på gulvet. Den kan midt i det andet, som ligger der, måske nok kun overraske mig selv. Engang opbevarede jeg den indrullet i papir i et skab, men syntes en dag den skulle frem i lyset. Så den lå fremme et sted, hvor den ikke var altfor synlig, uden at frembyde risiko for det ene og det andet, så tung den er. Nu er den så havnet på gulvet i afventen af en holder. En kanon står på en lavet, hvad hedder en 'kanonkugleholder'?
Jeg har arvet kanonkuglen hjemmefra for så længe siden at omstændighederne er glemt. Ingen andre var vel interesseret i den tunge, sorte sag. Rust ses dog ikke på den.
Måske skyldes det, at den i mange år tjente som sennepsruller, hvilket er årsagen til at jeg holder hånden over den. Hvor tit den blev brugt, kan jeg ikke huske, men den lejlighed, som gør, at jeg husker den, er anledningen til at den høre hjemme i denne historie.
Min farmor sad i køkkenet og kværnede sennep i en stor lerskål, mens Mamma lavede mad på komfuret. Det er længe siden, men wc var dog indført før min tid. Det lå ganske upraktisk nede i kælderen. Ned ad en trappe gennem to rum og så ind på toilettet. For et barn på fire år var det en lang vej, og denne dag nåede jeg kun indenfor døren og at få bukserne ned, før hele herligheden lå på gulvet. Brødebetynget og formentlig grædende måtte jeg op ad trappen og gå til bekendelse. Farmors bebrejdende bemærkning ramte som en pisk og gjorde hende næsten fremmed for mig.
Denne lærdom har jeg gennem mange år blandt børn prøvet at omsætte i egen optræden, sørgeligt bevidst om, hvor tit jeg har måttet modtage samme dom som farmor. I dag klarede jeg vist frisag.
per-olof.dk
Trykt 19.8.2005 i Politikens rubrik 'Dag til Dag'med udeladelse af to sidste sætninger.
Så er det jeg hjemme opdager kanonkuglen på gulvet. Den kan midt i det andet, som ligger der, måske nok kun overraske mig selv. Engang opbevarede jeg den indrullet i papir i et skab, men syntes en dag den skulle frem i lyset. Så den lå fremme et sted, hvor den ikke var altfor synlig, uden at frembyde risiko for det ene og det andet, så tung den er. Nu er den så havnet på gulvet i afventen af en holder. En kanon står på en lavet, hvad hedder en 'kanonkugleholder'?
Jeg har arvet kanonkuglen hjemmefra for så længe siden at omstændighederne er glemt. Ingen andre var vel interesseret i den tunge, sorte sag. Rust ses dog ikke på den.
Måske skyldes det, at den i mange år tjente som sennepsruller, hvilket er årsagen til at jeg holder hånden over den. Hvor tit den blev brugt, kan jeg ikke huske, men den lejlighed, som gør, at jeg husker den, er anledningen til at den høre hjemme i denne historie.
Min farmor sad i køkkenet og kværnede sennep i en stor lerskål, mens Mamma lavede mad på komfuret. Det er længe siden, men wc var dog indført før min tid. Det lå ganske upraktisk nede i kælderen. Ned ad en trappe gennem to rum og så ind på toilettet. For et barn på fire år var det en lang vej, og denne dag nåede jeg kun indenfor døren og at få bukserne ned, før hele herligheden lå på gulvet. Brødebetynget og formentlig grædende måtte jeg op ad trappen og gå til bekendelse. Farmors bebrejdende bemærkning ramte som en pisk og gjorde hende næsten fremmed for mig.
Denne lærdom har jeg gennem mange år blandt børn prøvet at omsætte i egen optræden, sørgeligt bevidst om, hvor tit jeg har måttet modtage samme dom som farmor. I dag klarede jeg vist frisag.
per-olof.dk
Trykt 19.8.2005 i Politikens rubrik 'Dag til Dag'med udeladelse af to sidste sætninger.
Etiketter: Som Dag til Dag
posted by per-olof.dk | 12:31
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home