Tiderne skifter - eller gør de?

I en udsendelse i radioens P1 om okapien - dette mærkværdige dyr, som først kom til verdens kendskab i ens egen levetid, som en åbenbaring fra fortiden - fortæller en ekspert, at dens liv stadig er fuldt af gåder og om hvordan den følges og hvordan den seneste opdagelse er, hvilken stor betydning den har for det økologiske kredsløb i junglen, hvor den lever: Dens lort er en vigtig frøspreder. Her får man så et glimt af naturens logik og ser for sig, at mennesket indgår i den selvsamme, selvom vi til daglig ikke tror det. Vi lever som om vi har løsrevet os fra den logik, hvori alt andet i verden indgår. Hvad der foregår i menneskeverdenen er som besluttet af mennesker, ikke om det er godt eller dårligt og ikke at vi ved hvor det fører menneskeheden hen, men resultatet vil fremkomme som resultant af menneskers frie beslutninger. Hvordan kan vi dog tro at der ikke er en udviklingslogik i det mennesket foretager sig? Logikken ser ikke ud til at være økologisk, men da det åbenbart er med bevidstheden vi afviger fra den øvrige verden kan målet jo være et andet.
Det er det mål alle religioner gennem tiderne har beskæftiget sig med, og gamle tænkere kan synes at være helt up to date i denne debat, helt uanset alverdens fysiske opdagelser fra atomer, celler og big bang. I Lin Yutangs bog : Fra hedning til kristen, dansk udgave 1960 forundres jeg over de mange relevante citater han viderebringer fra kinesiske filosoffer. Disse gamle kinesere når ud, hinsides big bang. Universet er uendeligt stort javel, men den bag de syv slør skjulte bevidsthed endnu større og nærmest uudforsket. Mester Chuang-tse: "Tingene lever og dør og ændrer skikkelse, uden at kende den rod, hvorfra de stammer." Trods alle såkaldte opdagelser er det vel stadig sandt, selvom mange antager det er uden betydning. Skønt sagt omkring 300 f.kr. er det stadig dækkende for den menneskelig bevidsthed.